Sidste år lige midt i september, midt i corona, kom jeg til en erkendelse, som jeg i dag nok ikke ville have været foruden. Jeg skulle pludselig stille mig selv spørgsmålet: Hvordan vælger man fra, når man ikke har andre muligheder?
TEKST Melissa Rolle Bech Madsen
Jeg har altid set mig selv som værende den, der kunne alt, selvfølgelig inden for rimelighedens grænser, men på den der måde, hvor man gør alt hvad man kan for at få gjort tingene på den bedst tænkelige måde. Jeg har gået til ting med Pippi Langstrømpes famøse ordsprog “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”, hvor jeg altid har gjort, hvad jeg kan og har heller sagt nej til at give en hjælpende hånd ved andre, når de har haft brug for det. Men det ændrede sig midt i september sidste år.
Siden jeg tog turen til Aalborg for at starte på Aalborg Universitet, har jeg været meget aktiv i den lokale studenterforening og været studenterpolitisk aktiv. Jeg har derudover haft et normalt socialt liv, og et velfungerende studieliv fyldt med projekter og nysgerrighed på mit felt. Selvom det lyder meget som mange andre studerende på AAU, hvor det fungerer perfekt for dem, så fungerede det ikke så godt for mig. Det er sikkert kommet snigende, for pludselig var jeg utilstrækkelig i de opgaver, jeg havde – om det så var privat, studierelateret eller foreningslivet. Jeg overholdt sjældent aftaler, glemte ting og mit humør var stærkt forværret. Det er ikke, fordi jeg altid har været jordens mest positive og gode væsen, for jeg har alle dage brokket mig meget, men jeg har heller aldrig været direkte sur hele tiden. Men det blev jeg. Sur og tvær, lidt en sur kælling meget af tiden faktisk, min lunte var exceptionelt meget kortere, og jeg følte ofte at det lidt var hele verden, der var mod mig. Og selvom jeg jo sagtens kan se det nu, så var jeg ikke rigtig klar over, at jeg rendte rundt og var virkelig svær at være sammen med, fordi det bare er svært at rumme et menneske, hvor man kan se negativiteten lyse ud af dem. Mens jeg gik og syntes, at alt og alle var trælse og alt faktisk var lidt noget lort, sås jeg med min skønne skønne veninde, som jeg ret sjældent ser, men vi sidder og drikker en pepsi max, som vi altid gør og ryger en cigaret, som vi også altid har gjort. og så kigger hun på mig og siger “Melissa, du er altså ikke ligeså glad, som du plejer at være, er der noget galt?” og jeg brød sammen. For hun havde jo ret. Jeg var ikke glad mere. Jeg levede ikke rigtig mere. Jeg eksisterede bare. Kørte på autopilot. Jeg kunne ikke engang huske, hvornår jeg sidst rigtig var glad.
Efter en tur ved lægen kort tid efter, får jeg diagnosticeret stress. Fucking stress! Jeg kan huske hvor uretfærdigt, jeg syntes det var, hvorfor skulle jeg rammes af stress? Hvorfor kan jeg se, at så mange andre sagtens kunne fungere med så mange ting, men jeg ikke kan? Jeg følte mig faktisk på én og samme tid egentlig både lykkelig over, at der var en forklaring på, hvorfor jeg var så skide sur hele tiden, hvorfor jeg var så utilstrækkelig. Men jeg var også møghamrende ulykkelig, for hvem fanden er jeg nu? Er jeg hende med stress? Og hvordan skal jeg nogensinde komme ud af det igen, for jeg vil jo ikke undvære alt det, jeg har. Så jeg stod der og skulle tage nogle, som for mig var, sindssygt svære beslutninger, som jeg dengang så som værende enormt betydningsfulde for mit studieliv specielt. Så hvordan vælger man egentlig fra, når man ikke har andre muligheder?
For mig var det en lidt langsommelig proces, jeg prøvede at lave en form for pros and cons over de forskellige ting, jeg havde. Ting som mine venner, familie og min kæreste kunne jeg selvsagt ikke bare vælge fra. Så jeg stod med studiet, studenterforeningen og det studenterpolitiske arbejde. Ikke fordi jeg nogensinde har overvejet at vælge mit studie fra, men følelsen af ren og skær nederlag ved at skulle på halv tid, var virkelig svært for mig dengang. Og set i bagklogskabens klare lys, burde jeg nok have haft taget en god lang snak med studievejlederen, for så havde jeg nok ikke haft lige så svært ved at skulle skære fra. Men et valg skulle der træffes, og jeg startede med at trække mig fra min bestyrelsespost i studenterforeningen med øjeblikkeligt virke. Det lyder måske ikke som et decideret svært valg, eller som noget der ikke bør fylde så meget, som det gjorde for mig, men det var mit hjertebarn. Det var det sted, jeg havde udfoldet og udviklet mig mest som menneske. Det var også der mange af mine gode venner kommer fra. Så det var en svær beslutning for mig, men jeg prøvede at tænke på, hvad der gjorde mig glad, eller hvad der kunne gøre mig glad igen. Efter det valgte jeg at gå på alternativ studieplan. Selvom der er virkelig mange, der er på alternativ studieplan af den ene eller den anden årsag, så var det den sværeste realitet, jeg stod med.
Følelsen af at være mislykket og ikke kunne fuldføre noget, jeg selv havde valgt, sidder nogle dage stadig i mig, jeg havde og har stadig på en måde svært ved at se, hvor vigtigt det var for mig og mit helbred, at jeg forlængede min bachelor. Selvfølgelig er det mest taknemmeligheden over, at jeg har haft mulighed for det og glæden over hvor meget det hjalp, der fylder nu, men jeg har stadig dage, hvor jeg virkelig ikke forstår, hvorfor jeg tog det valg. Også det studenterpolitiske valgte jeg fra, eller jeg valgte den ene del fra. Studienævnet var en af de få ting, jeg stadig kom til med stort velbehag og lyst. Så selvom det måske kan lyde nemt her, så var jeg i en evig kamp med mig selv om, hvad jeg skulle gøre. Det var på en måde hele min identitet, jeg skulle skære fra og bygge op på ny, en konstant lille stemme i hovedet, der fortalte mig, hvor jeg var mislykket og ikke kunne leve op til de krav, jeg havde sat op for mig selv. Den lille stemme i hovedet er der stadig, vi har den alle sammen. Den prøver at fortælle os, at vi ikke er gode nok, at vi altid kan gøre noget bedre. Jeg prøver ikke at lade mig styre af den. Det er stadig virkelig svært for mig, men jeg bliver en lille my bedre hver dag, og det er bedre end, at jeg slet ikke prøver.
Der hvor jeg sidder i dag, er heldigvis et bedre sted. Der er stadig lidt vej endnu, men jeg kan se og mærke indeni, at jeg er på rette vej. Ofte tænker jeg over, om corona har en finger med i spillet for, at jeg stadig ikke er der. En ting for mig har været at skulle håndtere mit stress, men efter jeg gik på halv tid,har jeg haft semestre med kun 5 ECTS, hvilket har betydet, at jeg er blevet doven på sådan en måde, hvor jeg ikke er kommet ud af en dør eller rigtig har engageret mig i så meget. Min terapeut fortalte mig på et tidspunkt, at det kunne være med til at gøre min stress værre, at jeg ikke rigtig lavede noget, det var bare en anden form for stress. Hele nedlukningen og den minimale gang på uni vi har haft, har også betydet, at jeg nærmest kun har ses med min kæreste, fordi vi bor sammen og den nærmeste familie. Det har gjort, at jeg let bliver overvældet over større menneskemængder nu, så selvom det er virkelig vidunderligt, at vi kan ses fysisk alle sammen igen, så har jeg svært ved at finde ro i det. Jeg bliver meget hurtigere socialt mættet nu, end jeg gjorde før corona, så efter en enkelt dag på uni, har jeg svært ved at komme ud og igang flere dage efter, fordi jeg er mentalt drænet. Det er en omvæltning at skulle være rigtig koncentreret i mellem to til fire timer til forelæsninger, men det føles rart. Jeg kan også mærke, at det er godt at komme lidt ud igen, så jeg får mere energi og overskud til de andre gøremål.
Så selvom der er lang vej til, at jeg er 100% frisk igen, så kan jeg se lys for enden af tunnelen. Jeg kan mærke, at de valg, jeg har taget det sidste års tid, har været de rigtige for mig. Jeg er blevet bedre til at sige fra, på den gode måde. På den måde, hvor jeg ikke længere bare siger ja, fordi jeg vil hjælpe andre i nød, men fordi jeg selv kan mærke en lyst til faktisk at gøre det. Jeg er nået til at et sted, hvor jeg igen er begyndt at leve, og ikke længere bare eksisterer.
