Skrevet af Dianna Korshøj, sociologistuderende på 7. semester
Følelser er med til at skabe mening, forståelse og genkendelse blandt andre. Det store spørgsmål jeg har stillet mig selv er: Kan AI gøre det nemmere at finde en større mening i følelser?
Jeg er lige startet på kandidatuddannelsen i sociologi, og som led i min specialisering skal jeg undersøge følelser i menneskers komplekse samhandlingsparadigme. Men følelser er en kompleks sag. Nogle følelser er frembrusende og genkendelige, mens andre er underliggende og komplekse. Selvom det nok videnskabsteoretisk (og projektmæssigt) ville være nemmere, mener jeg ikke, at vi som mennesker altid er klar over og kan italesætte direkte hvad vi følte, da vi fx i går stod og kiggede på bananer nede i køledisken. Derfor mener jeg også, at en af sociologiens opgaver er, at prøve at forstå mennesker, samhandling og mening selv når det ikke bevidst er reflekteret og tydet af individet. Heldigvis har jeg også opbakning om min overbevisning fra den store sociologiske rygsæk, jeg efterhånden slæber rundt på. Med et kæmpe analysearbejde foran mig, ville skæbnen åbenbart, at jeg skulle nytænke mine sociologiske kompetencer som studerende.
Jeg ser ikke mig selv som særlig innovativ, nytænkende eller forgangsmand – Jeg er traditionalist, med ørneøje for at få ting til at fungere. ”Problemet” så at sige er bare, at de to ting ofte går hånd i hånd; hvis man som traditionalist værdsætter de ting, som fungerer godt, men samtidig følger med i hvad der rør sig, er det svært ikke at inddrage de – ofte simple, innovative muligheder, som kan få traditionelle dyder til at spire.
Meget af den viden og ressourcer vi har i dag, er der fordi nogen har fundet ud af, at de er velegnet til et givent formål. Innovation for innovationens skyld er derfor for mig redundant. Vi skal ikke bare bruge noget nyt, fordi det er nyt og spændende, men hvis det giver mening, og som jeg ser det, er der desværre ofte en tendens til at synes at nye ting er de bedste. Min personlige modreaktion er så at se mig selv som traditionalist – også selvom jeg i praksis godt ved, at mange at de ting jeg gør, er en ny eller anden måde at se ting på, end man traditionelt ville.
Guldet i mailboksen
Som mange andre studerende må jeg med skam erkende, at det er langt fra alle mails som dumper ind i min studiemail, som reelt bliver åbnet. I skrivende stund tæller de ulæste mails 109 stk. fra de sidste fire år. Af uransagelige årsager fik jeg dog tilbage i september åbnet en massemail fra dekansekretariatet. Mere specifikt fra Marie Louise Gram som er Strategisk forskningsrådgiver. Sekretariatets valgte emne på mailen var ”Assistance til arbejdet med AI”. Det tillokkende for mig havde nok ikke så meget med AI at gøre, men måske mere en oplevelse af, at mailen tilbød hjælp til mit arbejde. Som overbebyrdet studerende, lyder det jo faktisk tillokkende – også selvom det jo faktisk ikke havde så meget konkret med mit sociologistudie at gøre.
Mailen spurgte om man var nysgerrig, så selvom jeg ikke var det før, blev jeg det ved at læse den. Den fortalte om en mulighed for både at få stillet sin nysgerrighed, og at låne udstyr til projektarbejdet. Jeg blev nødt til liiiige at læse mere via det tilknyttede link. Selvfølgelig fortæller de her om AI, fremtidens teknologi og alle de andre buzz-words på universitetet, men det fortæller også, at jeg ikke behøver beslutte noget eller skrive nogle mails. Man kunne bare dukke på et af de fem stillede tidspunkter, og så kunne man høre lidt mere om hvordan AI kunne hjælpe ens eget semesterprojekt. Igen, som travl studerende så jeg det stadig blot som en mulighed, men var da forseende nok til at skrive det tidspunkt ind i min kalender, som var tilbudt i den kantine jeg selv bruger når jeg er på uni. Så huskede jeg i det mindste det var en mulighed, hvis jeg var derude. Dagen oprandt, og jeg befandt mig rent faktisk på campus på den givende dag.
Følelser og TECH
Måske havde jeg læst lidt for hurtigt, for jeg troede datoerne indikerede større arrangementer. I stedet fandt jeg en enkelt mand, som stod lidt anonymt med et par skærme. Heldigvis kunne jeg også spotte et formelt AAU Id-kort. Han måtte vide noget. Og ganske rigtigt. Hans navn var Tobias Lindstrøm Jensen, og han skulle bruge et par timer i kantinen og bare vente på nogen var nysgerrige nok til at spørge ind til hvad det var for noget. Meget hurtigt blev det tydeligt, at han var rigtig klog på algoritmer, teknik og 1’er og 0’er, hvor jeg er væsentligt klogere på ting, som mere ligger i gråzonerne; mennesker og blødere værdier. Jeg har svært ved at acceptere menneskers kompleksitet til sort/hvid tænkning, som computere rigtig gerne vil forstå. Heldigvis havde både Tobias og jeg begge et stort ønske om at forstå hinanden, så selvom traditionalisten i mig blev ved med at være trodsig, og fortælle at mennesker ikke kan reduceres til de ”simple” [læs: ikke teknologisk simple, men forståelsesmæssige simple] teknikker, som Tobias foreslog, gav han ikke op. Han ville så gerne hjælpe mig med at finde en måde, som faktisk kunne forene de to ting.
Vi begav og på World Wide Web og søgte hjælp til at kunne forene et for os ukendt territorie. Umiddelbart kunne vi ikke finde noget som bare virkede til at tolke følelser. Vi fandt en lidt sjov programmering, som kunne vise om mennesker på overvågningskameraet holdt corona-afstand, og gav en advarsel når de kom for tæt. Det var ret sejt, dog ikke noget jeg kunne bruge.
Søgningen fortsatte – selv i relativt dyre programmeringer, som kun nogenlunde kunne hjælpe mig. Det handlede ikke om prisen, men at afprøve AI, og se hvad den kunne gøre i det semesterprojekt, jeg havde forude. AAU havde tilkendegivet muligheden for at hente det der skulle til, for at finde ud af hvordan AI kan fungere de steder, det ikke kommer logisk.
Den store rejse
Vi fandt aldrig den helt rigtige for-programmering, men var enige om at AI havde potentiale for mit projekt. Han fortsatte jagten på en passende programmering, og jeg kunne vende tilbage til mit projekt med en Jetson Nano-enhed under armen. Ivrig efter afprøvning satte jeg mig hjem og tænkte store tanker. Spændingen aftog dog noget, da virkeligheden ramte. Jeg kan ikke gøre noget, før jeg fik indsamlet empiri; alt andet ville være ”leg”. En presset tidsplan i projekt og det øvrige liv jeg lever, tvang mig til at lægge Jetson på hylden. Jeg kunne ikke tillade mig at bruge alt for mange timer på at teste og opsætte min enhed, når det ikke reelt er noget mit projekt bliver vurderet på.
Jeg studerer sociologi, og selvom vi har en smule teknologi inde over vores forskning, er AI ikke en del af det, de kan eksaminere mig i. Det bliver et tillæg, og derfor skal det primære indhold i projektet ordnes, før jeg bør afprøve den nye teknologi. Tobias finder ud af federe og federe ting, så prpogrameringen kan kode de ting, jeg ønsker at se på, og jeg fornemmer, at han virkelig gerne vil have det til at lykkes. Jeg tror det bliver godt.
Når dagen kommer, hvor projekt-processen tillader at jeg afprøver Jetson ved jeg, at Tobias og hans kollegaer står klar til at hjælpe – Om det er direkte henvendelse på mail, eller om jeg benytter mig af den tech-assistance CLAAUDIA og CALDIS tilbyder i deres åbningstider, ved jeg ikke, men jeg ved at der er hjælp at hente. Og jeg glæder mig!
Jeg tror aldrig at mennesket bliver overflødigt, eller at AI tager over, som nogle apokalyptiske forestillinger proklamerer, men jeg tror vi skal passe meget på med at reducere mennesker til den måde, som er mest intuitiv for de digitalt kyndige. Jeg mener ikke at mennesker kan eller bør forstås på den måde, som giver mening for teknologien, men at teknologien skal virke på en både, så vi bedre kan forstå menneskerne. Dét er mit mål med min AI-rejse i hvert fald.
Traditionalisten i mig ved, at vi som mennesker er begrænset af både tid, ressourcer og kompetencer, og problemløseren i mig ser, at stress-diagnoser og effektiviseringstænkning skriger efter holdbare ressource-løsninger.
Jeg tror på at det kan lade sig gøre, og mit mer-arbejde med AI er et forsøg på noget, som potentielt kan reducere tid brugt på analysearbejde i fremtiden, og højne forståelse og indsigt i af mennesker. Hvad jeg får ud af det ses nok ikke på stads, men jeg er spændt. Jeg er optimistisk på hvordan jeg kan se med et tillæg af AI – som nok mest af alt kommer til at kunne ses i bilag og mindre fritid, men jeg glæder mig alligevel. Hvis der bliver tid til at skabe noget værdifuldt, vil jeg helt sikkert dele det med andre – kommer det ikke til at lykkes, så ved jeg, at det stadig var forsøget værd. Det er forskning, videnskab, nytænkning og leg, og når alt kommer til alt, så bliver jeg aldrig for gammel til at lege – heller ikke selvom traditionalisten skal acceptere en label med titlen ”innovativ”.
