Fremtiden er nu, og den fredelige analog verden, reduceres til lyksalige minder. Er kampen tabt, eller kan vi slutte fred med den digitale tsunami, som skyller ind over os?
Tekst Frederikke Sofie Tast
Den hidtil konforme vidensformidling er outdated, ja overflødiggjort, da den digitale tidsalder tilbyder teknologi, der tilgængeliggør viden i et langt større omfang. Det eneste du behøver er en wifi-forbindelse, og derefter er der nærmest ingen begrænsninger for, hvad du kan opleve i den virtuelle verden.
Men selvom verden er blevet digital, og de sociale medier, smartphones og i-kommunikationen har invaderet dagligdagen i den digitale tidsalder, er det ikke ensbetydende med, at smartphones gør generationen smartere. Hvordan forholder vi os egentligt til, at vi er teknologiens testpiloter, og er det okay at give sig hen til sin urhjernes digitale begrænsninger?
Kold digital tyrker
Ingen af os har nogensinde prøvet en situation lignende den, som udfoldede sig i foråret 2020. Det betød ligeledes, at der hverken var plads eller tid til tilvænning. Det blev en kold digital tyrker. Uanset fakultet eller studie blev alle studerende ufrivilligt testet i selvdisciplin, studiestruktur og selvstudie. Løsningerne var talrige; Live-stream forelæsning, Powerpoint Speak, gruppemøder på Microsoft Teams, Skype Business samtidig med et genopstået behov for ‘hjælp til selvhjælp’. COVID-19 har omdannet de traditionelle universiteter til et digitalt mekka for undervisning. Siden statsminister Mette Frederiksen officielt lukkede Danmark ned fra 11. marts 2020, blev danske uddannelsesinstitutioner tvunget ud i en digitalisering af hele skolesystemet. En digitalisering, der egentlig længe har lagt på lur. Men hvad har denne strukturelle forandring haft af konsekvenser for det enkelte menneske og hvordan kan vi imødekomme en digitaliseret fremtid, uden at vi skal gå på kompromis med vores menneskelighed?
Gen-Z
Nutidens unge, født fra 1995 og frem, benævnes som ‘Generation Z’ og bliver kaldt ‘digitale indfødte’ eller ‘iGenerationen’. Denne generation har skabt den dybeste generationskløft nogensinde, idet de digitale indfødte aldrig har kendt til tiden før internet, globaliseret infrastruktur og teknologiske værktøjer. Forskellige karakteristika, i form af digitale kompetencer, hyppig feedback og motivation gennem digitale fællesskaber, adskiller denne generation fra tidligere. Uanset om man tager afstand fra eller er nysgerrig overfor de nye teknologier, kan man ikke komme udenom, at fremtiden er digital. Og derfor må uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og vores sociale adfærd tage aktiv stilling til, hvordan vi imødekommer og integrerer digitale værktøjer i vores kultur.
Jeg er selv ikke en haj til teknologi eller digitale platforme. Faktisk nærmere det modsatte. Jeg sletter i protest apps, som jeg ikke mener tilbyder mig en mere effektiv eller gavnlig hverdag, og jeg kæmper løbende med at slå notifikationer fra på alle mine sociale medier, da jeg virkelig nyder den ro, der opstår, når øjeblikket forbliver uforstyrret og uforpligtigende. Men jeg er nok også en skeptiker, når det kommer til de digitale hjælpemidler. Jeg mener, at vi skal forholde os kritisk til nye digitale tiltag og ligeledes overveje, hvorvidt det egentlig vil gavne vores væren som mennesker.
Jeg er født i de sene 90’ere, og derfor er jeg pr. definition en “digital indfødt” og et barn af Generation Z, eller iGenerationen, og derfor tror folk fejlagtigt, at jeg kan hjælpe dem med diverse teknologiske udfordringer!? Jeg er aldrig blevet skolet i at betale skat, jeg forstår ikke algoritmerne bag NemID, i en lang årrække har adgangskoden til min computer bestået af ét tegn, jeg blev først bekendt med begrebet VPN i foråret 2020, jeg er ikke oplært i at forholde mig kritisk til indhold på digitale platforme og jeg har ingen jordisk mulighed for at få indsigt i, hvem der obevarer og hvorhenne mine personlige oplysninger er. Jeg er med andre ord en defekt digital descendent. Internettet skræmmer mig på mange måder, tænk at man ikke rigtigt kan slette noget derfra igen?
Digitalisering på AAU
I længere tid har digitalisering været på implementering stadiet på tværs af AAU. Det er blevet undersøgt, hvordan vi bedst muligt kan implementere de muligheder vores digitale tilgange kan give vores læring. COVID-19 fremtvang processen, så vi er blevet mange erfaringer rigere. At fratage al normalitet og rutiner sætter derfor samfundet i en stresstilstand. I den tid fyldt med fortvivlelse, kaos og nye græsgange, opstod nye nichér for digitale mødesteder, socialisering hver for sig, udbytning af erfaringer og evner, for ikke at nævne det samfundsfællesskab og “samfundssind” vi udviste, ved at efterleve og respektere forsamlingsforbud.
Corona-epidemien kan endda være startskuddet for en permanent digital revolution på uddannelsesområdet. Dette vil medføre en helt ny måde at tænke uddannelse på. En digital udlejring af institutionelle relationer og sociale systemer, uafhængighed og øget tilgængelighed på tværs af tid og rum. Mon ikke vi kan forvente en rekonstruktion af hele den gængse universitetetsforståelse. Før eller senere vil verdens videnscenter omstille digital dannelse til digital uddannelse.
Jeg ved hvad fremtiden bringer, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi bør slutte fred med teknologien. Når alt kommer til alt, så er det fortsat os, som mennesker, der skal beslutte, hvordan vi vil tilpasse teknologien vores samfund, ikke hvordan vi skal tilpasse os teknologien. Også af den grund finder jeg det nødvendigt, at vi begynder at skole hinanden i digital adfærd og hvordan vi skal begå os på nettet. Desuden vil jeg også mene, at det er vigtigt at sætte fokus på cyberkriminalitet og digital sikkerhed, måske sætte digital dannelse på skoleskemaet…
