Digitalisering bliver utroligt nemt et værktøj til at spare både tid og ressourcer, men man er nødt til at forholde sig til den pris det har. Hvad koster læring?
Tekst: Rolf Lyneborg Lund, Assistant Professor at Institute for Sociology and Social Work Sociology
Fra Floppy-disc til IT-supporter
Som barn i de sene 80’ere og tidlige 90’ere var computere stadig rimelig sjældne. Vi fik vores første ”computer”, da jeg var 6 år gammel i 1992. Det var en Commodore Amiga 600 med 1 megabyte ram og en harddisk på 20 megabyte harddisk. Det svarer til, at harddisken er fyldt efter ca. 8 billeder fra en iPhone 11. Spil kom på floppy disks (disketter), og de vildeste fyldte op mod 4 disketter. Da jeg var 8 år, fik vi vores første computer med Windows. Det var Windows 3.0 og lignede ikke ligefrem det Windows vi kender i dag – meget af interaktionen var stadig i MS-DOS, der mest af alt var en sort skærm, hvor al interaktion foregik ved tekst kommandoer i noget der mest af alt ligner det, man ser, når en computer i dag helt sikkert har det skidt. Nogle af jer kan sikkert være i tvivl om, hvorfor jeg fortæller jer de her ting, og det har I god grund til. Bortset fra at udstille min alder og give en historietime i computerens udvikling, så er det for at sige, at jeg tilhører en underlig ”mellem-generation”, hvor vi ikke voksede op med computere, men samtidig var en del af generationen med de tidligste hjemmecomputere. Det har betydet noget for, hvordan jeg går til computere i dag. Computerne var grimme, besværlige og krævede helt ualmindelig meget vedligeholdelse dengang – meget modsat nu hvor de er nemme at udskifte og, for det meste, gør ting af sig selv. Jeg blev derfor tvunget til at være min egen IT-support, og har lige siden været det for mig selv og et utal andre. Selvom min primære forskning er sociologi, så arbejder jeg primært med statistiske modeller, geografisk modellering af data og machine learning, hvorfor meget af min undervisning, også før Corona, var præget af digitale elementer. Jeg er et meget digitalt menneske, og min forskning ER digital.
Forløbet med digitalisering kan for mig kategoriseres i tre faser; fase 1, som jeg vælger at kalde den hyper-kaotiske turbo digitaliserings fase, fase 2, som i mit tilfælde var næsten lige så kaotisk, men markant mere grå og deprimerende, og slutteligt fase 3, som er en ukendt, men vigtig fremtids fase.
Er det så en slags selvforherligelse jeg har gang i? Er det for at sige, at fordi jeg legede med computere da de kunne det samme som en Nokia 3210 (en gammel telefon, der i en periode var det mest trendy man kunne eje), er jeg den bedste til digitalisering?
Tværtimod!
FASE 1
Vi starter med den første fase. Som I nok fornemmer, så var jeg på overarbejde i fase 1. Vi fik besked om, at al undervisning skulle omlægges til et digitalt format onsdag den 11. marts, og at vi ville blive hjemsendt dagen efter. Sociologi var ambitiøse og planlagde, at undervisning planlagt den 11. og 12. marts skulle aflyses, men at al undervisning planlagt fra den 15. marts og frem skulle fungere som planlagt. Det betød, at en meget lille gruppe medarbejdere skulle forholde sig til digitale platforme, hjælpe kollegaer, planlægge det praktiske, oprette kanaler og voldsomt mange andre ting på helt ualmindelig kort tid. Det står tydeligt for mig som nogle dage, hvor jeg ikke sov, spiste sporadisk og ellers bare væltede rundt for at få ting til at glide. Med samarbejde, hårdt arbejde og virkelig imponerende ledelse, lykkedes det os at gå fra et relativt analogt institut til et institut, der havde etableret en fuld digital platform på halvanden dag. Jeg er stadig i vildrede over, hvordan præcis det kunne lade sig gøre, men fra mandag den 15. marts kørte forelæsninger som planlagt – nu i den stille komfort af folks stuer, senge og alle andre mulige og umulige steder. Både studerende og undervisere præsterede (i næsten samtlige tilfælde) at få det til at fungere. Var der små bump på vejen? Tonsvis! Var jeg færdig med at være support? Absolut ikke. Tilpassede folk sig formatet? Utroligt nok, ja. Jeg var, og er stadig, fuld af beundring, glæde og agtelse over, at både undervisere og studerende gik til opgaven med løftet hoved; en forståelse af situationens alvor og med et ønske om, at det nok skulle gå.
FASE 2
En fase der må være oplevet forskelligt for alle, men for mig var det en hård fase. Jeg havde stadig travlt med at hjælpe til, hvor jeg kunne med ”digitale udfordringer”, samtidig med at undervisning og forskning kørte for fuld smadder. Jeg burde i den periode være stresset, men det var en anden følelse der ramte, og som var svær at ryste af; isolation.
Jeg trives i en form for socialt kaos. Jeg samarbejder med ualmindeligt mange mennesker til hverdag, snakker med folk og vi kigger forbi hinandens kontorer. Jeg møder studerende på gangene og har mest af alt et kontor, der ligner en blanding af et teenage-værelse enhver mor ville blive deprimeret over, og ventesalen på en banegård da der nærmest altid sidder nogle; studerende, kollegaer, samarbejdspartnere og alle mulige andre.
Jeg arbejder bedst i et kontrolleret kaos af mennesker, der inspirerer, spørger, undrer sig og er nysgerrige. Det tvinger mig til at blive bedre til at forklare og forske.
Hvad skete der så? Stilhed.
Der var aktivitet på computeren, men der var ingen ved døren. Der var ikke nogen der ”kiggede forbi”. Der var fuldkommen stilhed. Forelæsninger bestod af mig, der stirrede tomt ind i en skærm – jovist, der var en til tider aktiv chat, men for det meste var det mig der gloede ind i en skærm. Frokostmøder var mig der gloede ind i en skærm. Det digitale gik fra at være en legeplads til at blive et bur, man ikke rigtig kunne ryste sig fri af; det var den eneste mulighed der var. Jeg prøvede at have længere samtaler med min yngste datter på tre år, om hvorfor mine hyper parametre opførte sig så mærkeligt, når jeg forsøgte at ændre på en af de skjulte lag i et konventionelt neuralt netværk, men hun ville i virkeligheden helst vise mig den bænkebider, hun havde fundet. Min hund var ikke meget bedre. Jeg accepterede, at det var en fase, som nok bare skulle føles… underlig. Jeg indrømmer, at selvom jeg forstod årsagen og anerkendte, at man intet andet kunne gøre, så var jeg tæt på at fælde en tåre, da jeg kom tilbage på kontoret i Fibigerstræde.
FASE 3
Den længe ventede tilbagekomst har til gengæld budt på nye spørgsmål, særligt i lyset af smittetal der stadig ikke helt opfører sig, som man kunne have håbet på. Det primære spørgsmål er: ”Hvad er digital undervisning?”. Det spørgsmål har vi ikke rigtig haft tid at forholde os til. Vi har digitaliseret alt uden reelt set at forholde os til, hvordan vi for alvor tænker didaktik i en digital verden. I de to første faser var det givet; der var ikke tid til andet. Det er der til gengæld nu. Digitaliseret undervisning er nødt til at være noget andet end at gøre det samme vi altid gør, nu bare fra en stol foran computeren i stedet for at stå i et auditorium. Den interaktive del hvor man kan få lov til at ”jamme” med de studerende, mærke efter når de ikke helt fanger elementer, eller når de begynder at miste fokus forsvinder nemt i et univers, hvor vi forsøger at reproducere det klassiske forelæsnings format. Min bekymring går på, at vi ikke tillader os selv at fornye, videreudvikle og eksperimentere os videre fra et udgangspunkt født af en hyper-kaotisk turbo digitaliserings fase. Digitalisering bliver utrolig nemt et værktøj til at spare både tid og ressourcer, men man er nødt til at forholde sig til den pris det har. Hvad koster læring?
FASE 4 – Fremtids Fasen
For mig er kompetencer, både sociale og faglige, det ypperste jeg kan håbe at tilbyde studerende, og jeg kan nemt se et scenarie, hvor vi som undervisere ikke i lige så høj grad bliver konfronteret med frustrationer, forvirring og alle de andre følelser, der eksisterer, fordi vi simpelthen ikke ser jer. I den næste fase, fremtids fasen, bliver vi nødt til at følges ad. Vi som undervisere skal tillade os selv at eksperimentere; hvordan kan jeg få interaktion ind i min forelæsning? Hvordan kan jeg forbedre læringen i et format, hvor kommunikation er mere begrænset? I som studerende skal blive ved med at være nysgerrige, og I skal for alt i verden stille krav! Stil krav til at I får udbytte af undervisningen. Stil krav til at I har samme muligheder som før vi digitaliserede. Bliv ikke spist af med at vi er i en ekstraordinær situation. Det har vi været – nu er vi i en ny, men efterhånden kendt situation. Vi kan ikke forvente, at det hele bliver perfekt med det samme, men vi kan forvente, at vi udvikler formatet i samarbejde, og ikke forbliver som en ensartet grød serveret på en kedelig, standardiseret metalbakke.
Jeg vil om nogen gladelig invitere til, at studerende deltager i debatten om, hvad digital undervisning og i sidste ende det digitale universitet er.
