Omvæltninger i studielivet kan manifestere sig i alle mulige former. I løbet af de sidste måneder har der været et væld af dem for mig, hvilket særligt får betydning for min måde at være studerende på.
TEKST Katrine Dethlefsen
Puha, så blev sommerferien færdig, og et nyt kapitel i mit (studie)liv er i gang. Nu starter 9. semester, hvilket for mange betyder praktik – det gør det også for mig! Selve “kampen” om at finde en praktikplads kan og har været hård. Da jeg skulle til at søge efter en praktikplads lukkede hele Danmark ned på grund af coronavirus, hvilket ikke gjorde processen nemmere. Dem, jeg skrev og ringede til, svarede tilbage med: “Vi ved ikke, hvordan det ser ud til efteråret, så vi må hellere sige nej tak. Held og lykke!”. Efter at være blevet mødt af dette nogle gange, begyndte jeg lige så stille at miste modet. Men pludselig var der en der sagde, at hun lige ville undersøge det nærmere og vende tilbage til mig. Efter 2-3 uger fik jeg en mail om, at de gerne ville tilbyde mig en plads. Det var en følelse af begejstring, glæde og lettelse – det kan slet ikke beskrives. Nogle dage efter blev jeg tilbudt praktikpladser andre steder, så nu sad jeg med en virkelig god hånd, så at sige.
Alt gik nu som det skulle, og midt i det hele kom der yderligere en omvæltning. Jeg er nemlig flyttet fra Aalborg sammen med min kæreste, og skal finde ud af, hvordan man er ”studerende” på afstand, samt forholde mig til, hvordan jeg bruger mine akademiske og faglige kompetencer på arbejdsmarkedet. Dét at være studerende på afstand er ikke noget, jeg før har tænkt over, og derfor har der i hele flytteprocessen også været nogle tanker om, hvordan det kan lade sig gøre. Når jeg eksempelvis skal møde op på universitetet, er det ikke længere bare 5 minutter på min cykel og så er jeg dér – nej, nu skal jeg køre i over en time, hvilket kræver en del mere planlægning.
Det har ikke været let at rykke teltpælene op og flytte til en by, hverken min kæreste eller jeg kender. Det giver en masse muligheder og en masse hårdt arbejde. Med min uddannelse i sociologi er jeg klar over, hvor vigtigt ens sociale liv og omgangskreds er for ens trivsel, og netop derfor blev meget af den første tid efter vi kom på plads i lejligheden brugt på at finde ud af, hvor samlingspunkterne var henne i byen, og hvor nye mennesker kunne mødes.
Jamen hvad så nu?
Dét jeg glæder mig til i alt det her, er at komme i gang med at bruge mine akademiske og faglige kompetencer ude “i den virkelig verden”. Selvfølgelig har jeg gennem projektarbejde og PBL-modellen stiftet bekendtskab med virkeligheden uden for universitetet, men det her er noget andet. Det er en mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet og en arbejdsplads, hvor jeg selv har mulighed for at bidrage med lige netop den viden, jeg har brugt 4 år på at tilegne mig på Aalborg Universitet. Dog er det også nervepirrende, da det hele er nyt, og jeg tænker “hvad nu hvis…jeg ikke kan finde ud af det, at jeg ikke forstår, hvad de laver, at jeg har valgt forkert praktikplads” – heldigvis er det lige netop dét ens praktik skal bruges til. Det er muligheden for at afprøve, hvad man kan lide og ikke kan lide. Hvis jeg i min praktik konstaterer, at det her ikke lige var mig, så er jeg ét skridt tættere på at finde dét, der faktisk er mig.
Jagten på praktikpladsen har ikke været nem, men jeg har lært, at der ikke kommer noget godt ud af at give op. Så hvis jeg skal give noget videre, så er det at holde hovedet højt – der er en praktikplads til os alle sammen, det handler bare om at være åben og give plads til de muligheder, der dukker op.
