TEKST Stine Funder Poulsen
Det er september, og for førsteårsstuderende på Aalborg Universitet betyder det mødet med nye mennesker, et nyt studie og ikke mindst nye omgivelser. Særligt i år er, at ”gamle” studerende og ansatte ved Campus Øst også går nye omgivelser i møde. Under corona-karantænen og i løbet af sommerferien har hårdtarbejdende folk fra Aalborg Universitetsbibliotek og Campus Service nemlig kæmpet for at gøre miljøet på campus bedre for både de studerende, men også for insekter, padder og fugle. Et stort biodiversitets- og klimasikringsprojekt skal sammen med initiativet ”Vild med vilje” skabe mere rum for vilde planter og insekter. Men for de studerende kommer der også nye rum for fordybelse og socialt samvær.
Nye rammer på Kroghstræde
Det fysiske studiemiljø ændres på Kroghstræde 3 og 1, hvor primært Humaniora holder til. Bygningerne skal nu også rumme Aalborg Universitetsbiblioteks (AUBs) hovedafdeling, der tidligere holdt til på Langagervej 2. Flytningen er en sparemanøvre, men giver samtidig mulighed for at forskningen, biblioteket og de studerende kan komme tættere på hinanden. Desuden har det givet anledning til at skabe store forandringer på Kroghstræde, ændringer, der både skal gøre omgivelserne mere studievenlige og indbydende. Med alle store forandringer kommer selvfølgelig også en del bekymring fra dem, der oplever omvæltningen. Derfor har Agenda talt med indretningsarkitekt, Henriette Blegvad, og projektleder, Bente Siggaard Andersen, om flytningen samt de nye studiepladser, der snart kan tages i brug.
I forbindelse ombygningen har Kroghstræde 3s kantine fået en opgradering: en stor bogreol, der går fra gulv til loft, opdeler rummet, og fungerer således både som opbevaring af AUBs mange bøger, som stemningsskaber og gør kantinen mere studievenlig. Nye borde med mulighed for opladning af computeren gør det ligeledes mere optimalt for studerende at bruge kantinen i pauserne eller efter forelæsninger. Går du videre op mod biblioteket bliver du mødt af de velkendte røde kompaktreoler, der også var på Langagervej 2, et gulvtæppe, der dæmper dine skridt samt de mange bøger og skjulte studiepladser mellem reolerne. Flere af pladserne vender mod vinduerne og dagslyset. Foretrækker du måske at arbejde sent, er der flere rækker af bøger og studiepladser i kælderen, som du også kan komme til direkte fra kantinen. Nogle af studiepladserne indrettes i en ny læsesal, Dewey, der skal give plads til fordybelse.
Læsesal, atriumgårde og flere studiepladser
AUB optager det, der før var gang 4 og 5, kælderen, noget af kantinen samt Kroghstræde 1. Kroghstræde 1 er den bygning du kommer til, hvis du går gennem biblioteket på Kroghstræde 3 og fortsætter ud på den anden side. Andersen og Blegvad fortæller at:
”der bliver ca. 465 studiearbejdspladser på AUB’s område i Kroghstræde 3, hvor der til sammenligning er ca. 400 pladser på Langagervej 2. Der vil blive 5 grupperum, som kan bookes på daglig basis, 28 stillearbejdspladser og derudover variationer mellem gruppearbejdspladser, enkeltmandspladser i forskellige områder og stillearbejdspladser. Der vil desuden komme et studenterkøkken i Kroghstræde 3 og atriumgårdene i Kroghstræde 3 udvikles til studie og social aktivitet, dog uden rygning. Der udvikles også et grønt område mellem Kroghstræde 1 og 3 til studie og social aktivitet.”
Atriumgårdene er de gårde, som gangene på Kroghstræde 3 lukker sig om. De fleste kender dem nok indtil videre mest som stedet for rygepausen, men nu opgraderes de altså med nye møbler til funktionelle studiepladser. Under planlægningsarbejdet havde de studerende desuden mulighed for at komme med input og ideer, da der i februar blev holdt en workshop om gårdene og deres potentialer, samt de studerendes behov. Her blev lagt vægt på både gode studiepladser og rum for sociale aktiviteter.
Indretning med fokus på de studerende
Ud over at der alle 13,5 kilometer bøger, der før boede på Langagervej, er kommet med, er der altså fokus på at der skal være plads til de studerendes behov, både for fordybelse, social aktivitet og mulighed for madpauser. Det understreges, at de nye omgivelser, ude som inde, har fokus på miljø for mennesker og natur. Derfor genbruges møbler, og der er fokus på at skabe bedre studiepladser frem for flere eller det samme antal:
”Vi forsøger i samme øvelse at opgradere de studiearbejdspladser som kommer, med omtanke på netop funktionsinddeling i fordybelsespladser, sociale rum og gruppearbejdspladser. Indtænkningen af atriumgårdene vil være med til at skabe en god synergi mellem ude- og indemiljø, som kan gavne de studerendes oplevelse af AUB gennem hele året og skabe ekstra studiearbejdspladser i forårs- og efterårsperioderne.”
AUBs rejse er dog ikke helt slut, og opstår der problemer med plads til de studerende for eksempel i eksamensperioden, er AUB og Campus Service klar til at træde til: ”Eftersom det er nye lokaler, vil der være en tilvænningsperiode, hvorefter konkrete tiltag kan sættes i værk.”. Du kan med fordel holde dig opdateret på AUBs Facebookside.
Vi glæder os til at komme tilbage til et helt nyt Campus, der har plads til både insekter og fugleliv, og ikke mindst et godt fysisk studiemiljø for studerende og for forskning.