Kan man i Danmark rejse og opleve på tillid alene – uden en mønt på lommen, og kun udstyret med charme, smil og et sæt skiftetøj?
TEKST Frederik Vrist Hansen
Under folketingets åbningstale i sensommeren 2019, valgte Statsminister Mette Frederiksen at tale om tillid i det danske samfund. En tillid som så ofte før havde været genstand for debat i forbindelse med, at danskerne gradvist har mistet tilliden til både stat og samfund, samt hvor videoovervågning i det private og offentlige rum er blevet mere og mere almindeligt, og hvor selv visse jordbærboder i vejkanten nu er videoovervåget. I talen satte statsministeren lighedstegn ved tillid og fællesskab, hvor hun ligeledes gav udtryk for hvordan hun frygtede, at den manglende tillid på sigt ville kunne påvirke vores måde at indgå i fællesskaber på. Med andre ord ville manglende tillid til det offentlige, forårsaget af skandaler i skattevæsenet, grådighed i finanssektoren, politiets ageren i forbindelse med forbrydelser og bandekriminalitet og meget mere, være medvirkende til, at vi mister tilliden til hinanden. En ofte beskrevet dansk værdi – det at kunne stole på og udvise tillid til fremmede, er altså i fare for at gå tabt.
Men står det nu også så slemt til, eller lever tilliden stadig i det danske samfund?
Personligt mener jeg, at vi på nuværende tidspunkt er langt fra de skrækscenarie som statsministerens tale efterfølgende var medvirkende til at fremavle i pressen. Selv har jeg mere end svært ved at se hvordan tilliden helt ned på gadeplan kan forsvinde, hvor jeg i min hverdag dagligt bliver mødt med tillid af både venner, bekendte og fremmede. En tillid som jeg få år tilbage for alvor blev bekræftet i, at levede i bedste velgående, hvor jeg sammen med min højskole tog ud på en rejse på tillid.
Danmarksspillet i 1:1-format
Det hele startede for mig i foråret 2017, hvor jeg gik på højskole. En morgen til vanlig morgensang fik vi besked på, at vi nu skulle ud og opleve Danmark og danskerne. I grupper af tre trak vi herefter tre små sedler med navne på en danske byer som vi skulle besøge. I hver by var der tilknyttet en opgave vi skulle løse. Det lyder i sig selv simpelt nok, der var dog et lille mén. Udfordringen skulle nemlig løses på mindre end 36 timer, og uden at bruge så meget som en krone. Med andre ord skulle vi spille Danmarksspillet i 1:1-format i det åbne danske landskab. Vi skulle derfor være kreative og ydmyge, da denne udfordring kun lod sig gøre, hvis vi formåede at opnå tillid hos tilfældige forbipasserende, som var vores eneste kilde til transport fra A til B, såvel som vores ressourcer til både mad, overnatning og hvad ellers der var påkrævet for at løse udfordringen.
Tillid og brudte grænser
Formålene med “legen” var mange. Dels skulle oplevelsen være med til at vise os, hvor meget forskelligt de danske egne har at byde på, når man skulle bevæge sig fra knudepunkter som Fredericia, Ishøj og Aarhus mod byer som Fjerritslev, Gedser Odde og Thyborøn. Ligeledes skulle legen vise os, hvor langt man kan komme med et med lidt charme og et smil, samt hvor åbne danskerne i virkeligheden er, på trods af, at vi gentagne gange har toppet listerne blandt de mindst gæstfrie og mest reserverede folkeslag i verden. Vi skulle møde og falde i snak med folk fra alle samfundets lag, og vi skulle hvis det kom til det, bryde vores egne sociale grænser, når vi aktivt måtte række ud efter andres venlighed og hjælp. Vi skulle lære, at denne venlighed og tillid ikke var låst fast til en bestemt befolkningstype, og at den samtidigt ikke er geografisk bestemt – vi skulle lære Danmark og danskerne at kende.
Gæstfriheden og tilliden lever i bedste velgående
For mange lød det som en kæmpe mundfuld. For “hvem gider dog samle os op, hvordan skal vi få mad på bordet og et tag over hovedet, når det eneste vi har med os er en taske med skiftetøj og en oplader til mobilen?”.
Frygten blev dog gjort til skamme, og som timerne gik blev det tydeligt, at der er så godt som ingen grænser for, hvad man kan slippe afsted med, hvis man skruer smilet op på maks, og tillader sig selv at være lidt fræk i ny og næ. Folk viste sig åbne og nysgerrige, når en lille gruppe unge blaffere stik imod tidsånden forsøgte at hverve sig et lift. Fremmede lukkede os ind i deres hjem og tilbød både overnatning og mad på bordet – intet andet fik de ud af det, end nogle gode historier, og glæden ved at hjælpe andre. Fastfoodrestauranter, vandrehjems og endda militærkaserner var målløse, når der pludseligt stod tre unge og pænt spurgte om mad, overnatning eller et besøg i deres tank – men overraskende nok, sagde de ofte ja.
Jeg indrømmer gerne, der gik lidt sport i, hvem der kunne slippe afsted med mest. Gennem en intern Facebookside for eventet, holdt hver af de ca. 30 grupper af blaffere hinanden opdateret på deres seneste bedrifter “sponsoreret” af danskerne. Foruden at “tigge” sig til utallige gratis menuer på McDonalds, Burger King & Sunset Boulevard, lykkedes det grupper af få gratis flyvning i vandflyver fra København til Aarhus; få eksklusiv gratis adgang til Arken i Ishøj mere end en time før de normalt ville åbne, med guidet rundvisning; besøge lego-HQ i Billund; deltage i en træning med politihunde; sidde i cockpittet i en F-16 og meget mere. Nogle fandt sig selv afsporet af legen, og endte med at crashe et sølvbryllup, mens andre grundet nogle kommunikative udfordringer så sig selv strandet 21 timer på en båd med en gruppe tyskere. Nogle måtte sove i en telt i en baghave på Fyn, andre tog på druk med grønlændere i Aalborg, og i Silkeborg måtte nogle slagte en gås for at få mad på bordet. Hver “rejse” og oplevelse var unik, og så var de der hjalp undervejs.
Et persongalleri af Danmark
Når man rejser rundt i hele landet på tommelfingeren møder man mange forskellige mennesker, fra alle samfundets lag. Alle var de forskellige, både hvad angår alder, nationalitet og baggrund, og hver især havde de deres egne unikke historier at fortælle.
Alene blandt de venligtsindede bilister som hjalp mig og min gruppe på vejene disse to dage, stiftede vi bekendtskab med typer som pensionisten Grethe på 75 som der kort forinden havde fundet kærligheden på ny over en datingside, som hun nu skulle over at besøge. Vi mødte den succesfulde bankmand Martin, der i sin dyre BMW, krydsede landet for at besøge hans søn på Hillerød hospital, for derefter at “give ham en ordentlig røvfuld”. Vi mødte pizzabageren Ibrahim som var flygtet 15 år tidligere fra hjemlandet Irak, da krigen brød ud, hvorefter han havde fundet lykken i Danmark. Vi mødte en skoleleder fra Falster, en økonom fra Nørrebro og et ældre tysk ægtepar på vej til Rødby. Vi mødte af to omgange henholdsvis en far og søn fra som hver især samlede os op på vej væk fra Gedser, og som tilbød os overnatning i henholdsvis privaten og i et nærtliggende solcenter.
Mad, ly og transport var for ingen af de medvirkende i legen på noget tidspunkt et problem. Folk delte glædeligt ikke bare deres mad og bil, men også private historier og i visse tilfælde egne hjem. Intet andet end en god historie og glæden ved at hjælpe andre, fik disse venlige fremmede ud af deres tillid og hjælp, og den der påstår at tilliden i det danske samfund er død, kan jeg med glæde sige, at det ikke passer.
Kæmp for hvad du har kært – værn om tilliden
Selvom min og mine højskolekammeraters oplevelse var unikke i deres udformning, og vil være umuligt at genskabe som helhed, er følelsen af tillid på ingen måde en unik oplevelse. Den findes overalt. Fra Skagen i nord til Gedser Odde i syd. I supermarkeder, på gaden, i skoler og den lokale boldklub. Den er overalt, men som alt andet skal man søge den. Lever man i verden hvor man ønsker og forventer det værste fra andre, bliver det sjældent anderledes. Tror du derimod på at andre vil dog godt, og tør du vise tillid til andre, vil du få den at føle mange gange igen. Selvfølgeligt skal man ikke være naiv og udvise blind tillid til alt og alle. Man skal bruge sin sunde fornuft, og have… tillid, til egen dømmekraft.
Tilliden er en gave, en velsignelse og vigtig byggesten i vores samfund. Tilliden lever i bedste velgående – nu er det op til dig at hjælpe med at bevare den.
