Resumé
En bil kører gennem bjergene i Spanien. Mia (Trine Dyrholm), Frederik (Nikolaj Lie Kaas) og deres søn er på ferie, og Frederik er bag rattet. Han kører hurtigere og hurtigere på sønnens opfordring, og snart bliver Mia tydeligt urolig. ”Slap nu af” siger sønnen, og faderen sætter farten op på den snoede bjergvej. De er tæt på at komme i sammenstød med en flok cykelryttere, og bilen skraber op ad bjergvæggen.
På rastepladsen hvor de stopper, kommer Mia og hendes mand i et voldsomt skænderi, hvorefter Frederik stiller sig på den hævede kant af parkeringspladsen ud mod havet. Her kollapser han pludseligt og falder ned ad bjerget.
Det viser sig, at Frederik har en svulst i hjernen, der påvirker hans personlighed – og har gjort det gennem en længere periode. Sygdommen gør ham skødesløs, og han mister interesse i sin kones og søns følelser.
Hjemme i Danmark afsløres det, at Frederik har begået underslæb 12 millioner kr. på den privatskole, han er skoleleder på. En retssag, der graver ned i familiens private liv (Frederik og Mias forhold samt Frederiks utroskab over flere omgange), går i gang. Frederik skal nemlig forsøge at overbevise retten om, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket. Mia finder gennem en støttegruppe for ægtefæller til folk med hjerneskader en forsvarsadvokat til Frederik. Bernard (Michael Nyqvist), advokaten, bliver hurtigt tæt med familien – og Mia får et komplekst forhold til ham, fordi der blomstrer følelser op.
Du forsvinder [film] Premiere 2017, tilgængelig på Netflix fra 2019
Instrueret af Peter Schønau Fog. Produceret af Nordisk Film
Baseret på bogen ”Du forsvinder” fra 2012 af Christian Jungersen
Kan du tro på dig selv?
Filmanmeldelse: Du forsvinder
Peter Schønau Fogs film Du forsvinder, ser i første omgang ser ud til at handle om Frederiks sygdom og dens påvirkning på familiens liv, men det er langt mere end som så.
Tekst: Stine Funder Poulsen
Plottet er flettet sammen som en collage af Mias oplevelser, hendes refleksioner, minder og tanker om fremtiden og ikke mindst de fakta om den menneskelige hjerne, hun får. Hendes narrativ er altså ikke et kronologisk forløb, men genoplivelse og rekontekstualisering af dem. Historien præsenteres således med et slør af subjektivitet.
Al den information, vi præsenteres for, kommer således fra Mias synsvinkel. Gennem filmen præsenteres vi for konkrete, videnskabelige fakta om hjernen, der giver en form for troværdighed, og vi får adgang til hendes dagbog, der giver en form for rå ærlighed, et subjektivt perspektiv, der synes at blotte Mia, samtidig med at det retter fokus mod hende og hendes families særlige situation.
Fortællerstemmen som voice-over, der giver facts, kan synes gammeldags, og som en anmeldelse i Filmmagasinet Ekko gør opmærksom på, bliver den også kedelig og ”enerverende”. Imidlertid er det med til at understrege den antagede autoritet.
Ekkos anmelder påpeger at denne måde at bygge plottet op, sløret af Mias subjektive oplevelse af forløbet, gør det umuligt for seeren at vurdere Frederik, den syges tilstand og dermed også hans ansvar i sagen som hjerneskadet. Denne vurdering har sin berettigelse, men perspektivet er imidlertid netop også dét, der er med til at understrege, at filmen IKKE handler om hjerneskade og ansvar. Langt nærmere handler den om dét at fortælle sin egen historie på en troværdig måde – og at stå til ansvar for den.
Subjektivitetens slør
Et liv forstås og leves som et narrativ, altså en historie med helte og skurke, hjælpere og modstandere. I filmen fremstår Mias narrativ ganske simpelt til at starte med. Hun er helten og offeret, hvis mand og familie angribes af en tragedie, nemlig hjernesvulsten, der på skurke-agtig vis infiltrerer deres liv, og ødelægger det. Sønnen er den, hun selv må hjælpe og redde i en svær tid. Bernard, advokaten, er hjælperen sammen med de andre fra støttegruppen.
Imidlertid opløses dette narrativ gennem fortællingen, idet de skråsikre domme om verden, Mia fremlægger, viser sig ikke at holde stik. Bernard er ikke en hjælper og mulig elsker, og Mia er ikke ikke sin søns frelser. Sygdommen har givet hende de bedste år med Frederik, men har på samtid muliggjort underslæb. Således undergraves Mias narrativ langsomt gennem fortællingen.
Mias opmærksomhed er i høj grad på sin mand, på hvordan hans hjerne virker, snydes af sig selv og fylder huller ud. Hun er så fokuseret på Frederik, at hun ikke opdager at hendes egen hjerne gør akkurat det samme. Hun har viden om, at minder forvrænges og ændres, at hjernen tager fejl og fylder huller ud. Men som ene fortæller i sin egen historie, opdager man det ikke – på samme måde, som vi fra starten, stoler på Mias fortælling. Men hvad er egentligt Mias fortælling?
Det er en fortælling om at være moder og hustru til en syg. Det er et narrativ om ansvar: utroskab, underslæb, moderskab, faderlighed, og ansvar overfor andre mennesker. Den sætter fokus på, hvordan vi kan tage dette ansvar på os, og hvad der sker, når vores fortælling om det ikke stemmer overens med omverdenens fortælling(er).
Hvor er sandheden
Som seer har vi en tendens til at sympatisere med fortælleren; en fortæller, der her fører sig selv og os bag lyset. Dette skaber en helt ny fortælling.
Psykisk sygdom bruges hermed som en katalysator til at undersøge menneskeligt ansvar, bevidsthed og identitet i det hele taget. Ser man filmen som en fortælling om ansvar hos hjerneskadede, bliver man altså, som Ekkos anmelder, skuffet.
Spørgsmålet er altså ikke, som Ekko skriver, hvornår man som syg kan holdes ansvarlig, men nærmere hvornår man som menneske kan. Hvor stort et ansvar har man over sin egen fortælling og identitet? Ligesom Mia har vi en tendens til at tro på os selv som fortællere i vores eget liv. Ved at stille spørgsmål til fortællerens troværdighed, minder og opfattelse, opfordres vi også til at undersøge vores egne, fordi vi sættes i hendes sted.
”Du forsvinder” handler således kun indirekte om, hvordan Frederik forsvinder – og kommer tilbage. Langt nærmere handler den om, hvordan ”du”et eller ”jeg”et forsvinder, når det konfronteres med sine egne fejlfortolkninger af omverdenen og sig selv. Mia som den troværdige fortæller, som helten, forsvinder helt til sidst. Tilbage står spørgsmålet ”hvem er hun så?”. Ligeledes virker filmen som et spejl, og spørger hvem du er– og hvordan kan du vide det?
Er du klar på at filmen ikke handler om hjerneskade, er det klart en film, der er værd at se.
