Lige meget hvad man hører eller læser, er der altid flere sider af samme sag. Ytringsfriheden kan gøre det svært for os at forstå, at nogle mennesker eller samfund vil gå rigtigt langt, for at overbevise andre om den ene rigtige sandhed. Menneskerettighedsforkæmperen og stifter af Campaign for Yighurs, Rushan Abbas, vil gå langt for at få sin historie ud – koste hvad det vil. En upopulær mening har også sin ret og sit ståsted, selv fra den anden side af kloden. Vi giver derfor jer, læsere, muligheden for også at få et nyt og personligt perspektiv på urolighederne i Østturkestan, når Rushan tager os med i hendes fortælling.
Tekst Frederik Vrist Hansen
På en ganske almindelig septemberdag i 2017 ringer telefonen hos Rushan. Frem toner den ene af hendes kusiners grådkvalte stemme, der fremstammer: ”De har taget dem, de har taget vores mødre”. Tilbage sidder hende og kusinerne i de forenede stater, tusindvis af kilometer fra Østturkestan hvor det hele har fundet sted, og kan intet gøre.
Normalt når kusiner delte et billede af deres børn på WeChat, reagerer deres mor med et hjerte, typisk inden for en time eller to. Det er en aftale de har. Et livstegn og en bekræftelse på at alt er vel. I to dage havde de intet hørt, hvorefter de kontaktede venner, familie og andre der kunne tænkes at have kontakt med moderen. Ingen havde dog hverken hørt eller set noget, hendes bolig var tom, og familien konkluderede, at der kun kunne være én forklaring på dette – Hun var taget af det kinesiske politi. En ulykke kommer dog sjældent alene, og i deres søgen på moderen har de erfaret, at hun ikke er det eneste familiemedlem der er forsvundet. Indenfor de selvsamme timer er ligeledes deres moster, og mor til Rushan, sporløst forsvundet.
De to episoder er tragiske, men på ingen måde enkeltstående tilfælde. Forskellige rapporter melder, at op mod tre millioner uighurerne, der tilhører det sunnimuslimske mindretal i Østturkestan, er forsvundet indenfor de seneste fem år – en statistik de to kvinder nu er blevet en del af. Størstedelen af disse menes, at værer blevet anbragt i et af kinesernes såkaldte genopdragelseslejre. Genopdragelseslejre der officielt af kineserne huser separatister, terrorister og andre fjender af den kinesiske stat og kommunistiske styre, med henblik på resocialisering gennem studier og undervisning.Flere menneskerettighedsorganisationer og tidligere indsatte har dog berettet om, hvordan dette langt fra er hele sandheden og hvor kommunistisk propaganda, overgreb, vold, tortur, hjernevask og folkedrab er blevet hverdag. Forhold der har fået flere menneskerettighedsorganisationer til at sammenligne lejrene med Gulag og de koncentrationslejre som tyskerne benytte under 2. verdenskrig.
Informationerne om lejrene er meget sparsomme. Ingen ud over de kinesiske myndigheder ved præcis hvem der sidder inde. De indsatte bliver frarøvet enhver mulighed for kommunikation med omverdenen, hvilket betyder at familier og venner til pårørende derfor ikke kan få be- eller afkræftet om deres kære er blevet taget eller få en begrundelse for hvorfor. Nogle dukker op igen efter måneder og år i lejrene, nogle hører historier fra tidligere indsatte som kan berette om familie og venner der opholder sig i lejrene, mens andre forsvinder sporløst uden nogle beretninger om deres videre skæbne.
En kamp for rettigheder
I den samlede verdenspresse fylder urolighederne i Østturkestan ikke meget. Dette skyldtes i høj grad de sparsomme mængder af informationer der slipper ud. Den kinesiske censur-politik og kontrol over medier og kommunikationsplatforme gør, at selv mange kinesere i de mere østlige egne ikke kender til konflikten. En af dem der dog kæmper for mere åbenhed om situationen i Østturkestan, og som kæmper for at rette verdens opmærksomhed på konflikterne er Rushan. Rushan er stifter af interesseorganisationen ´Campaign for Uyghurs´, hvor hun kæmper for bedre menneskerettigheder og flere demokratiske rettigheder for uighurerne. Selv er hun født og opvokset i Østturkestan, hvortil hun tilhører det uighuriske folk. De seneste 30 år har hun dog boet USA, hvor hun har arbejdet sammen med både den amerikanske stat og flere interesseorganisation om konflikten mellem Kina og Østturkestan. Her har hun ofte været fremme i offentligheden og tale uighurernes sag, ligesom hun også i en periode havde et tæt samarbejde med Bush-administrationen, hvor hun både briefede om situationen i Østturkestan, samt bidrog som tolk for forsvarsministeriet i forbindelse med sager mod 22 uighurer der sad fængslet i Guantanamo. Denne erfaring og indflydelse gør hun brug af den dag i dag, hvor hun forsøger at vække verdens opmærksomhed på de overgreb der foregår på uighurerne i Kina og særdeleshed regionen Østturkestan.
Rushan grundlagde Campaign for Uyghurs tilbage i 2017, blot få måneder før hendes mor og moster og forsvandt. Det skete på 17-års dagen for angrebene på World Trade Center, og sorgen som var forbundet med den personlige tragedie, skulle få stor betydning for hendes videre engagement i arbejdet.
“Jeg plejede at have et liv og tage en ugentligt fridag. I perioden efter de forsvandt kunne jeg ikke sove. Efter de havde taget min søster, tredoblede jeg min indsats, og hvis ikke jeg hele tiden snakkede med medier, politikere og interesseorganisationer om det, fik jeg det dårligt med mig selv, med tanke på de tre millioner uighurer som sidder i fængslerne.”
13 måneder efter står hun på Aalborg Universitet. I 13 måneder har hun intet livstegn fået fra sin søster. Tanten blev frigivet efter et par måneder, dette skete dog uden at hun på noget tidspunkt blev givet en forklaring for anholdelsen. Rushan er dog ikke i tvivl om, at netop hendes arbejde var grundlaget for familiens tilbageholdelse. Seks dage før søsteren og tantens forsvinden, holdt Rushan en længere tale i Washington om forholdene i Østturkestan.
“De gjorde det for at ramme mig. Indenfor 24 timer forsvandt to af min tætteste familiemedlemmer i Østturkestan. Min søster blev taget i Urumqi og min tante blev taget i Artush som er over 900 mil fra Urumqi. Ingen af dem havde brudt sig mod loven. Ingen af dem praktiserede islam, gik i moske, bar tørklæde eller havde rejst til andre muslimske lande. Ingen af dem udgør en trussel for kineserne og kommunistpartiet, og alligevel blev de taget, få dage efter jeg havde holdt min store tale. […] De tog min søster og tante pga. mit arbejde, og projektet blev derfor vigtigere end nogensinde for mig. De skulle se, at deres forsøg på at for mig til at tie, kun ville få mig til at råbe endnu højere.”
Hvor flere grupperinger i Østturkestan kæmper for selvstændighed og uafhængighed fra det kinesisk styre, kæmper Rushan og Campaign for Uyghurs for nogle langt mere beskedne samfundsændringer: “I første omgang ønsker vi at stoppe diskriminationen af muslimer. For os handler det ikke om at praktisere Islam, men om at kunne kalde sig muslim uden at blive straffet for vores tro. Hvad der skal ske derefter, og om vi skal være selvstændige, er ikke op til mig at beslutte”.
Historie og kultur i forfald
Officielt er der religionsfrihed i Kina, men siden angrebet på World Trade Center har kineserne, ifølge Rushan, gradvist indført flere love og regler, som kun rammer det muslimske uighurer mindretal:
“De brugte angrebet på World Trade Center som en undskyldning for at slå hårdt ned på muslimer her i landet, og skabe en frygt for os hos den øvrige befolkning.”
Således er det blandt andet blevet forbudt at bære fuldskæg eller religiøs hovedbeklædning, ligesom 25 muslimske navne er blevet bandlyst.
“Et brud mod disse love medfører i bedste fald en bøde. Ellers bliver de taget til koncentrationslejrene eller det der er værre. […] Kineserne frygter enhver religiøs handling, og de overvåger derfor alle moskeer og religiøse forsamlinger med blandt andet ansigtsgenkendelsesteknologi. Politiet har ret til at stoppe os på gaden og konfiskere vores telefoner. Overalt i Kashgar [Østturkestansk by med største samling af uighurerne] er der checkpoint som vi skal igennem, og politi og sikkerhedsfolk har ret til at flytte ind i stuerne hos uighurerne hvis der er mistanke om at familien udfører religiøse handlinger – Det er som 1984 (bogen. red), bare værre”.
Kritikken af det kinesiske regimes behandling af uighurerne er dog ikke nyt, og de begyndte således længe inden de første genopdragelseslejre blev bygget. Flere menneskerettighedsorganisationer har således kritiseret kinesernes bosættelsespolitik, hvor de er blevet beskyldt for at i flere bølger siden slutningen af 1930´erne, at have forsøgt at udvande den lokale uighur-befolkning med Han-kinesere. Dette har haft den effekt, at en stor del af uighur-kulturen og deres historie er døende.
Historisk set har uighurerne gennem mere end tusind år udgjort størstedelen af befolkningen i Østturkestan, hvor lidt over 98 % af den kinesiske uighur befolkning er bosat. Massive kinesiske tilflytninger der sker på baggrund af kinesiske nybyggelser i området og favorable økonomiske forhold for Han-kineserne, har dog medført, at mængden af Han-kinesere nu har udlignet og er godt på vej til at slå den lokale befolkning i antal. En majoritet er Han-kinesere hvilket betyder, at kineserne vil have nemmere ved at styre og kontrollere området, hvilket kineserne har stor interesse i, grundet dets geografiske placering samt undergrund. Regionen hvori Østturkestan ligger i, er nemlig foruden at være rige på energikilder som kul, gas og olie, også vigtig for handel med de øvrige centralasiatiske lande, samt resten af verden gennem silkevejen, som går gennem regionens nordlige egne.
Selv begrunder kineserne bosættelsespolitikken med, at Østturkestan som en af de regioner med færrest indbyggere og befolkningstæthed i Kina, bærer et kollektivt ansvar for at være med til at afhjælpe overbefolkningen i de andre regioner. Andre kritikpunkter går på, at det kinesiske indtog i Østturkestan har ødelagt kulturen. I skolerne er uighursproget således blevet bandlyst til fordel for kinesisk, ligesom alt historie og samfundsundervisning omhandler den kinesiske historie. På gader og i byerne er gamle historiske uighur-bygninger blevet revet ned til fordel for nymoderne højhuse for at huse den stigende befolkning, og man kan sågar finde moskeer der er blevet omdannet til diskoteker, for at få et mere moderne og pulserende liv – noget der alt sammen har været med til at sætte sit præg på kulturen og det autentiske miljø i Østturkestan. I forhold til udvandingen af uighurbefolkningen, har mange uighurkvinder under frivillig tvang accepteret at gifte sig med Han-kinesere. Kun de færreste vover at modsige sig et sådanne ægteskabstilbud, eftersom konsekvenserne af et afslag sjældent bliver set mildt på. På denne måde sikrer kineserne sig, at de kommende generationer bliver kinesere ligesom faderen, mens det samtidigt forhindrer flere uighurbørn i at blive født.
Alt i alt er der altså tale om en række tiltag, der skaber en “kinecificering” af Østturkestan, imod den oprindelige befolknings gode vilje, men hvor de samtidigt står magtesløse overfor et langt større og stærkere kinesisk styre, der føler sig i sin gode ret til at kontrollere og bestemme over regionen og befolkningen, eftersom de ser Østturkestan som værende en del af Kina.
Rushan fortæller sårbart og ærligt sin historie, men advarer om, at hvis du vælger at tro på fortællinger som hendes, risikerer du at åbne en Pandoras æske af repressalier ved at modsætte sig en stadig større økonomisk og politik supermagt som Kina.
Sandhed på kogepunktet
Er der her tale om historien om frøen i gryden? En frø i en gryde vand mærker efter sigende ikke, at der lidt efter lidt skrues op for varmen under den, og når vandet når kogepunktet, er det for sent og frøens overlevelseschancer forsvundet.
Den kinesiske stat vil nok vende blikket mod frøens mulighed for til enhver tid at kunne have hoppet ud af gryden, og og i øvrigt måske fortælle hvordan ingen ændrer på varmen, mens fortællingen fra Rushans side vil være et billede på den gradvise udviskning af universelle menneskerettigheder. Om vi tror Rushan eller ej, betyder det nok i sidste ende ikke lige så meget, som hvordan vi handler på den overbevisning vi har.
Det er til sidst vigtigt at sige at man naturligvis kan have gode grunde til både at tro og betvivle Rushan Abbas ord. Vi har taget udgangspunkt i hendes personlige fortælling, men det er vigtigt at huske på, at den må aldrig stå alene. Der er altid mange sider af samme sag, og om frøen i dette henseende overhovedet har fundet vej til gryden, må I selv kritisk vurdere. Vi opfordrer derfor enhver læser til selv at gøre sig sine undersøgelser, og på baggrund heraf vælge sit eget ståsted.
