Skrevet af Clara Wolf, Anvendt Filosofi, 6. semester.
Vi studerende på Aalborg universitet har alle stiftet bekendtskab med PBL. Først har vi PBL som en del af første semesters projektfag, hvor PBL er tre bogstaver for et fag, der underviser en om ‘Aalborg-modellen’ og projektarbejde. Senere hen bliver den problembaserede læring dog ikke blot et fag eller en teori om projektarbejde – det bliver også en løbende ramme for hands-on erfaring om dét at arbejde sammen med andre. Projektarbejde er oftest lig med gruppearbejde og det er netop i dette gruppearbejde at man bliver udfordret og beriget på både ens faglige og sociale kunnen i mødet med andre mennesker i sin gruppe. Vi har helt sikkert alle sammen prøvet gruppearbejde af forskellig karakter, hvor man det ene semester har et middelmådigt eller dysfunktionelt samarbejde i gruppen hvorefter det næste semester byder på en fremragende og sprudlende gruppe. Personligt har jeg prøvet både at trives fantastisk i en gruppe og at have en gruppe, hvor jeg følte mig fuldstændig malplaceret og ukomfortabel med samarbejdet.
Engang troede jeg sådan lidt elitært, og uden rigtigt at ville indrømme det, at dét at arbejde i grupper bare var besværligt, ineffektivt og begrænsende. Hvis man var dygtig nok, havde man ikke brug for en gruppe. Grupper var alligevel bare fyldte med kompromisser og skuffelser. Gruppearbejde var desuden bare en spareøvelse fra universitetet, således studerende blev eksamineret samlet – hvorfor ville de ellers lægge op til gruppearbejde, når det nu var så fejlagtigt?
Disse nedladende tanker om gruppearbejde gik jeg rundt med – indtil jeg lærte, hvad gruppearbejde burde være, hvad det faktisk vil sige at arbejde sammen i en gruppe. Indrømmet, så tog det mig lidt for lang tid at fatte fidusen ved gruppearbejde og det var ikke en indsigt der kom fra den ene dag til den anden. Men hvor har det dog været en vigtig erkendelse. Klassisk skoling lægger oftest vægt på perfektionistisk udenadslære og en binær forståelse af verden – enten er noget rigtigt, eller også er det forkert – og det var denne mentalitet, der i starten gennemsyrede alle mine interaktioner med andre studerende, særligt mine gruppemedlemmer. Jeg var en skeptiker og perfektionist af første rangorden. Problemet med at arbejde med et projekt i grupper er, at du aldrig har alle svarene fra starten af, og at processen aldrig er en perfekt vej fra uvidenhed i A til færdiggjort projekt i B. Det er næsten som om projektet får sit eget liv. Hvis man fra starten af tror, man har gennemskuet svaret, så får man sig hurtigt en lærestreg.
Det smukke ved projektarbejde er, at det er dynamisk læringsproces, hvor man sammen med sine gruppemedlemmer udvikler et unikt projekt. Et projekt, som aldrig havde været det samme, hvis der kun var én afsender på, fordi der er sparringen med andre sker noget magisk – unikke stemmer møder hinanden og i dialogen blomstrer perspektiver og løsninger, som ingen person kunne have udklækket alene. Gruppearbejde er til tider hårdt og intenst, men det er ikke fordi vi i gruppearbejde er i modvind, tværtimod, det er fordi vi i gruppearbejde udfordrer hinanden til at bestige større bjerge, end vi kunne formå alene.
