Tekst: Lina Mancin
”Some people got a problem with monogamy, I never cheated, yeah, my mama she’s so proud of me, but my relationship is tested constantly…”
Sådan indleder Christopher sin nye sang “Monogamy”, og vidste du, at danskerne er blandt de mest utro i verden? For at være mere præcis, så ligger Danmark nummer 2 på listen, hvor 46% af gifte voksne, indrømmer utroskab. Thailand topper listen med 51%. Undersøgelsen er lavet af kondomselskabet Durex i samarbejde med flere datingsider som bl.a. Daylove.com, som efter sigende skulle have samme koncept som det famøse Victoria Milan. Man kan tage resultaterne med et gran salt, da folk har forskellige definitioner af utroskab med spændvidde fra et kys på kinden til sex med anden.
Noget kan tyde på, at det gode gamle monogami er på spil her, men nu skal vi huske på, hvad monogami egentlig betyder. Monogami er en sammensætning af to græske ord, hvor mono betyder ene og gamos betyder ægteskab, så det betyder sådan set; et ægteskab mellem to mennesker. Men monogami bliver også brugt om andre samlivsformer, hvor en person kun har én partner og hvor begge parter udelukkende har romantiske følelser for og sex med hinanden. I den vestlige verden, som Danmark er en del af, er monogami mest udbredt og tæt knyttet til kristendommen; hvor drømmen om den eneste ene og soulmate er kendte og delte drømme. Når Danmark ligger på andenpladsen med utroskab og med en skilsmisserate på 46.51% (2018), så er det imidlertid svært at blive ved med at jagte den eneste ene. Er mennesker overhovedet egnet til at have en fast partner gennem hele livet, når man ser på utroskaben og skilsmisserne? Er monogami noget generne, hjernen eller samfundet har skabt?
Adam og Eva og…?
Ifølge den danske lovgivning, er det forbudt at have mere end en ‘ægtefælle’, men flere er begyndt at stille spørgsmålstegn ved det monogame forhold. Tilbage i 2007 mente Radikale Ungdom, at polygami burde blive lovligt, da der kan være flere fordele i at være tre voksne i familien
”Den nuværende ægteskabslovgivning er baseret på et kristent ‘Adam og Eva’-syn på tingene, og det giver nogle begrænsninger for parforholdet, som er unødvendige”, siger retsordfører for Radikal Ungdom Asser Gregersen og tilføjer:
”Og hvem siger, at man ikke kan leve lykkeligt i et polygamt forhold? I mange tilfælde kan et ekstra sæt hænder i hjemmet sikkert få hverdagen til at glide lidt lettere for alle, og hvis en tredje ægtefælle gør livet dejligere for de to andre, kan jeg ikke se nogen grund til, at vi andre skal blande os.”
”These pretty girls they tryna get me confused, though I get cravings, they got nothing on you, damn, it’s so tempting, but I leave on my own, my heart is hungry, but I eat home”
Follow up på Christophers sang, så er idéen om et åbent forhold blevet mere udbredt: Fx hvor et kærestepar gerne må have sex med andre eller indlede forhold med en anden. Jeg spurgte min veninde fra studiet, Diana, om hendes mening om et åbent forhold:
”Jeg har ikke noget imod folk i et polygamist forhold, they do them, men der må jo være en grund til, at et par i et åbent forhold indgår en aftale i, at de må ses med andre; fordi de mangler noget i deres partner. Tag programmet Sister Wives: En mand er gift med tre kvinder i 14+år, hvor han så bliver gift med en fjerde kvinde. Du mangler jo noget i din partner, siden du gerne vil være i et åbent forhold”, siger hun.
Mange lever i et åbent forhold, fordi de får følelser for andre eller på grund af seksuelle behov, og ifølge sexolog og forfatter Sara Skaarup, er det vigtigt, at man har styr på sig selv og at ens forhold skal være meget velfungerende, ellers kommer et åbent forhold aldrig til at fungere. Ifølge Skaarup, er et åbent forhold en ekstremsport for følelserne, og det er ikke noget for svagpissere eller folk med roderi i sig selv.
Et spørgsmål om behov
Hvorfor kigger folk skævt på dem, der er i et åbent forhold? Hvis det nu er velfungerende, hvorfor skal det så gøres til et forbudt samtaleemne? Er det kristendommen, som er så dybt begravet i det danske samfund, at folk i et åbent forhold kan forvente et hævet øjenbryn og en skeptisk kommentar med på vejen, i mange år endnu, når de fortæller om de lever i polygami?
”Det foregår ofte i det skjulte, hvor man ikke siger det til familie og venner. Man ved måske heller ikke, hvilke konsekvenser det har for en selv eller måske for ens børn.”
Sådan siger formanden for Dansk Sexologforening Susanne Lybye i et interview til Tv2 og tilføjer:
”Det er gammel skyld og skam, og det gør, at vi ikke kan være de mennesker, vi gerne vil være, og have den seksualitet vi gerne vil have.”
Stine Rejnholdt lever i et åbent forhold, fordi hun selv vil sætte rammerne for sit liv, frem for at samfundet og normerne gør det. Hun er glad for sit forhold med sin kæreste Søren, hvor de har få regler for, hvad der er tilladt og hvad der ikke er tilladt, men hun siger, at nøglen til et succesfuldt åbent forhold er ærlig kommunikation med din partner:
”Man skal mærke efter, hvad ens følelser og behov er, og turde melde det ud fra dag ét. Det er det, jeg mener med parterapi. Man bliver nødt til at se den anden i øjnene.”
”I know some people struggling with honesty, sometimes it feels like we’re working against biology, I love to love and to make love just comes to easily, and yes, I’m blessed”
Susanne Lybye fornemmer, at der har været en stigning de seneste år af danskere, der lever i et åbent forhold. Om det er fordi, at den eneste ene trope ikke findes længere, fordi folk ikke kan finde det, de vil have i én partner, eller fordi danskere snart indtager førstepladsen i utroskab på verdensplan, fordi vi bliver fristet og ikke kan holde os på måtten, forbliver et mysterium. Christopher afslutter sin sang med at synge you’re the one I want, come put that sexy on me, og har sunget igennem hele sangen, at han bliver fristet til at være utro, men han forbliver tro mod sin partner, for det er hende, som han vil have. Selvom Christopher er en offentlig person, så rager hans forholdsstatus egentlig ikke os andre, og måske burde vi egentlige være ligeglade, om folk lever i monogami eller polygami, for i sidste ende så handler det vel om, at vores medmennesker trives og er tilfredse.