”Hvis ingen andre gør det, så må jeg!”
Portrætinterview med Camilla Bundgaard Christensen, tidligere studenterpolitisk aktiv og nu folketingskandidat for Alternativet
Tekst: Andreas Rytter
Foto: Andreas Rytter og Marianne Roed Abrahamsen
Hvad gør du, når du kommer til et studie, og du oplever, at der ikke er en introduktion? Dette måtte Camilla spørge sig selv om, da hun startede på en uddannelse, og i stedet for at acceptere vilkårene, så udfordrede hun systemet og vandt. Dette er historien om en ung vestjyde i Aalborg, som ikke accepterer uretfærdighed og som handler, når der mangler noget. En historie om viljen der viser vejen, om et aktivt studieliv og om, hvad der er på den anden side af universitetet.
Jeg kører i min bil på vej mod Brovst. Inden jeg når byen, hvor drømmekagen blev opfundet, drejer jeg fra, og jeg kører gennem et område tækket med skov. Min mobil taber signal, jeg kører forkert på en grusvej og til sidst ender jeg i byen Øland, hvor jeg skal møde Camilla Bundgaard Christensen fra projekt Ønskeland. Jeg kører igennem en by, som ligner så mange andre småbyer, hvor nogle huse er faldefærdige og andre på randen til det, få huse ligger smukt, som omgivelserne påbyder, da der ud over den nærliggende skov og golfbane også er en storslået udsigt over Limfjorden. Jeg nærmer mig Ønskeland, som fuldstændig bryder billedet og tårner sig op, en moderne bygning i minimalistisk stil, hvor der er kræset for detaljen. En bygning som på mange måder virker malplaceret i Ølands lille lokalsamfund. Bygningerne viser sig at have rummet et tidligere hotel, som blev bygget med det formål, at det skulle være Nordjyllands mest luksuriøse hotel, hvilket jeg under min rundvisning på stedet bemærker, da der ikke er sparet på hverken designermøbler eller på byggematerialerne. Camilla viser mig rundt og fortæller om projektet, at det er til for udsatte børn og unge, som i gennem forskellige organisationer kan få ophold på det tidligere hotel. Camilla har en fortid på Aalborg Universitet, og hun er grunden til, at jeg har bevæget mig ud fra Aalborgs grænseflade.
Historien om Camilla starter i stationsbyen Kibæk i Vestjylland, og vejen til universitetet starter som så mange andre på følgende måde.
”Jeg tror, jeg er en af dem, som tager på universitetet, fordi de andre gør det. Jeg kendte ikke rigtigt nogen der gik på universitetet, men det var ligesom det, der var lagt op til på gymnasiet. Så det skulle jeg også prøve. Jeg havde ikke så mange forventninger til det. Jeg flyttede til Aalborg uden at kende nogen mennesker. Og allerede den første dag til studiestartsfesten møder jeg en gruppe mennesker, som stadigvæk i dag er nogle af mine gode venner. Og det første halve år er det dem, jeg er sammen med, og de hiver mig med i den famøse Basisbar, som jeg bliver aktiv i.”
Jeg fornemmer en form for frivillighed? Hvor kommer det fra?
”Det frivillige arbejde kom naturligt til mig, fordi min mor var min gymnastiktræner, og jeg har lavet rigtigt meget gymnastik, hvor vi altid var omgivet af frivillige mennesker. Da jeg blev ældre, var det naturligt, at jeg også tog del i nogle af de opgaver, som skulle arrangeres af frivillige. Men jeg har aldrig truffet et aktivt valg om, at jeg ville være frivillig.”
Hvordan udvikler frivilligheden sig på universitetet ud over aktiviteten i basisbaren?
”Jeg har generelt en bottom-up tilgang til tingene. Da jeg starter op efter mit halve basisår, så kontakter jeg studiet for at spørge, om de holder introarrangement, og de holder ikke noget. Og så siger jeg ”så gør jeg det”. Jeg holder et eftermiddagsevent i starten af semesteret, og det havde jeg bare tænkt som en enkelt eftermiddag, men derefter blev jeg af studiet opfattet som hende, der var politisk aktiv og lavede ting, hvis der manglede noget.”
Du har siddet i universitetsbestyrelsen, hvordan kom det i stand?
”Studentersamfundet har ad flere omgange dannet rammer for min venskabsgruppe. Vi “gik til Studentersamfundet”, det var der, vi mødtes til fredagsbarerne, og til alle arrangementerne i rusperioden. Det er først et par år efter, at der er nogen, der siger, at der mangler nogen til at lave studenterpolitik. I mellemtiden har jeg været i Dansk Flygtningehjælp og starte den op i Nordjylland, og har været formand for den et par år. Så jeg siger ”jeg kan godt lige hjælpe jer med at starte det op”. Jeg havde forestillet mig, at jeg max skulle bruge et semester på at være der, men så ender det med, at jeg bruger 3 år, nærmest fuldtid, på at lave studenterpolitik på lokal- og landsplan.
Jeg er meget draget af uretfærdighed. Jeg bliver sur, når folk ikke gør ting ordentligt. Og da det var en åbning mod uretfærdigheden, og muligheden for at organisere folk imod uretfærdigheden, så meldte jeg mig på banen som kandidat til universitetsvalget. Det var en kæmpe oplevelse. Det er nogle sindssygt dygtige mennesker, der sidder der. Det var en periode med nogle vigtige politiske kampe, både internt på universitetet og på landsplan. Jeg oplevede en bestyrelse, som var gode til at tage ansvar og til at lytte til os studerende, så det var en virkelig fed oplevelse.”
Er der en frygt, når man kommer ind som studerende til en bestyrelse, som er blandt højeste ledelses-planer i samfundet? Hvordan navigerer man i det som studerende?
”Det var nervepirrende. Men vi studerende havde læst godt op på dagsordenerne og alt bilagsmateriale. Og vi var gode til at holde formøder. Vi gik op i, at vi var dem, der var mest forberedte til møderne. Vi skulle ikke være de dumme studerende, vi tog det meget seriøst. Da jeg kom ind i bestyrelsen, havde vi fået professionaliseret politikdelen i Studentersamfundet, og det var de lidt overraskede over i universitetsbestyrelsen. En af de ting, som vi skulle vænne dem af med i bestyrelsen, det var at sige ”hvor er striktrøjerne?”. Vi gik meget op i, at vi ville tages seriøst, så vi kom i skjorte og blazere. Og det blev vi sure over, at de ligesom talte ned til os. Og det holdt de op med.
Jeg lærte dog, at alle bare er mennesker, og det er de, som sidder i bestyrelsen også. Så det er også en del af læringen at kunne sige til en i en bestyrelse ”hvordan har du det?” Det med at prikke til, at du også bare er et menneske, og du må forstå, at vi andre også bare er mennesker.”
Alt dette lyder som meget arbejde. Hvordan tænker du din uddannelse ind i det?
”Jeg ser meget mit studie som den teoretiske grundviden, og det frivillige arbejde som min legeplads. Det er min uddannelse, som har gjort, at jeg kan få mine studiejobs, men mine studiejobs har også været afhængige af, at jeg har været aktiv på universitetet. Så der har været en vekselvirkning mellem det. Og det lyder åndsvagt at have gået syv år på universitetet og ikke se sig selv som universitetsstuderende, men det er rigtig vigtigt for mig at prøve tingene af i virkeligheden, og det har jeg gjort.”
Har du været i tvivl om retningen, eller er det noget som bare er sket?
”Det er noget, som bare er sket. Jeg var studievejleder, og der var mange, som kom ind og sagde ”jeg er ikke helt sikker endnu”, men der kunne jeg sige, som 8. semester-studerende, at “det var jeg heller ikke endnu”. Men jeg var heller ikke låst, for der var ikke noget, som hed fremdriftsreform dengang.”
Hvordan er dit blik på universitetet i dag?
”Jeg var nysgerrig, da jeg gik på universitetet, og sådan ønsker jeg, at det skal være for mange flere, frem for frygt. For mange studerende i dag er bange for, at de ikke præsterer godt nok eller gør ting rigtigt, eller at man gør ting, så andre kan forstå ens valg. Hvis jeg havde tænkt, at jeg skulle tage en uddannelse, som andre kunne forstå, så havde jeg ikke lært det samme eller gjort det samme. Så nogle gange skal det også give mening i bagklogskabens lys. Nu bliver jeg filosofi-agtig. Nogle gange skal tingene forstås baglæns. Til en af mine første forelæsninger på psykologi, er der en ung studerende, som rækker hånden op og siger ”Jeg forstår ikke, hvad vi skal bruge det her til?” og så siger forelæseren ”Det er jo dig, som skal finde ud af det.” På den ene side, mener jeg at underviseren har ret. Men vi skal også have tid til at lære, hvad vi skal bruge undervisningen til. Undervisning er ikke kun at sige de rigtige ting, men også at stille de rigtige spørgsmål.”
Hvad skal universitetet for dig? Hvordan skal det perfekte universitet se ud?
”Man kan rigtigt hurtigt blive enige om, at alt ikke kan lade sig gøre. Men da jeg sad i universitetsbestyrelsen, kunne alle komme ind på universitetet. Det kan alle ikke længere. Nu kan nogle ikke komme ind, fordi nogle andre har et bedre gennemsnit.
For mig er det perfekte universitet et universitet, hvor man er velkommen. Hvor man bliver budt velkommen, og der bliver sagt ”vi er her for dig”. Et universitet, hvor man kan kontakte nogen, som er klogere end en selv, så man kan lære noget. Og et universitet, som udfordrer på en kærlig måde. Det lyder meget flyvsk, men sådan et universitet havde vi for bare 5 år siden – 10 år siden.”
Hvornår gjorde du sidste gang noget ulogisk?
”Hvis jeg skal være ærlig, så var grunden til, at jeg gik på universitetet, at jeg fik at vide i folkeskolen, at jeg ikke kunne. Så jeg har altid søgt at bryde med de rammer, som er blevet sat for mig. Ingen skulle fortælle mig, at jeg ikke kunne komme på universitetet. Ansættelsesudvalget her i Ønskeland syntes også, at det var meget ulogisk, at jeg havde søgt en stilling her. De forstod ikke, at jeg med min fagbaggrund havde lyst til at arbejde her.”
Det var andres forventninger til dig, men hvad finder du selv ulogisk?
”Med en uges varsel fløj jeg til Caminoen og gik over 300 kilometer. Det var ulogisk, men jeg tænker ikke, at det er nødvendigt, at ting er logiske. For mig var det logisk at tage derned, fordi jeg havde lyst til at gå en tur. At dem, jeg købte vandrestøvler af, sagde ”du kan ikke tage nye vandrestøvler på og gå 300 km.” Folk fortalte mig, at det kunne man ikke, men det motiverede mig endnu mere. Men jeg kunne godt gå 300 kilometer uden at have trænet.”
| Om Camilla Bundgaard Christensen: |
| Camilla Bundgaard Christensen er uddannet i Samfundsfag med et sidefag i Psykologi, og har derudover en kandidat i Anvendt Filosofi fra Aalborg Universitet.
Hun er ansat af den selvejende institution Ønskeland, og er derudover folketingskandidat for Alternativet i Nordjylland. |
| Om Ønskeland |
| Camilla arbejder i dag i non-profit projektet Ønskeland, hvor hun organiserer, at organisationer i Danmark kan sende børn og familier på tur til det tidligere hotel, hvor værdierne for besøget er: Motion, Sund kost, Mental styrketræning og Natur. Arbejdet indebærer fondsansøgninger, koordinering med forskellige organisationer, koordinering af stedets 30 frivillige, men også mere lavpraktiske opgaver som daglig ledelse, når der er gæster i huset og rengøring af værelser. Projektet er en håndsrækning til sårbare børn og unge, og mottoet for organisationen er ”Viljen viser vejen!” |
