Tekst: Dianna Korshøj

September betyder studiestart for mange, men er langt fra det eneste skift, vi oplever. Gennem livet oplever de fleste en del skift – nogle større end andre. Hvad end det er at flytte, skifte skole, få ny omgangskreds, ny kæreste, bryde med en kæreste, miste et familiemedlem, eller sågar få et nyt, så er det ændringer, man bliver nødt til at forholde sig til.

Jeg vil ikke kalde mig selv en tryghedsnarkoman, jeg er bare ikke så glad for nye ting. For hvorfor ændre noget, som fungerer? Alligevel har jeg oplevet en del større skift og ændringer i løbet af mine nu 30 leveår.

Indenfor bare den sidste håndfuld år kan nævnes, at jeg mistede et meget kært familiemedlem, gik ned med stress, fandt min nuværende kæreste, fuldførte HF, og selvom jeg ikke i mine vildeste drømme havde troet, det lå i kortene, så startede jeg på, hvad der har vist sig at være min drømmeuddannelse, jeg har købt hus, som indebar for alvor at flytte ud fra Aalborg. Og sidst, men bestemt ikke mindst, så har jeg lige født min anden datter.

Ikke alle ændringer har været kærkomne, og langt fra alle har været nemme; men alle har i større eller mindre grad betydet, at jeg har skullet redefinere mit ståsted, min selvopfattelse og min hverdag. Jeg er fantastisk glad for mit liv og min hverdag, og selvom jeg overordnet set ikke kan lide forandringer, ville jeg ikke have det liv, jeg har i dag, hvis det ikke var for dem. Det er – i bagklogskabens lys – nemt at sige, at selvom noget var meget hårdt, var det det hele værd, og med en nyligt overstået graviditet og fødsel, har der bestemt været tidspunkter, hvor jeg virkelig har skullet fortælle mig selv dét mantra gentagende gange.

Hele livet skal vi omstille os til nye ting, men specielt i ungdomsårene. I de år, I gennemgår lige nu, sker der så mange ting, man konstant skal forholde sig til. Det er lidt utroligt, at så meget indhold er muligt på så få år, men så igen, der er vel en grund til, at det lige præcis er posen fra de år, som rummer vores forældres gode historier. Jeg tror, at de sjove og vilde historier i bund og grund udspringer af det hårde liv, med store paradigmeskift, som vi oplever i lige de år. Hvad der senere bliver til de gode historier, er i momentet blot et udtryk for den nødvendige ventil for at kunne komme helskindet igennem årene.

Hvad end vi vil det, eller ej, så sker der næsten konstant ændringer i vores liv – små som store. Det er hvordan vi tilgår og håndterer dem, som har betydning.

Herhjemme har jeg en sætning som går igen, når min store pige oplever modgang: ”Vil du lade det ødelægge din dag?”, svaret er som oftest ”Nej

, selvom det er svært ikke at lade et skrabet knæ, eller lignende, have en vis betydning. Selv samme holdning kan overføres på mange af de store skift, vi oplever, og det er noget, jeg selv har brugt meget. Selvom man selv er herre over en ændring, som hvis man f.eks. har valgt at flytte langt væk for at studere, kan det stadig være hårdt. For mig handler det om at acceptere, at det er hårdt. Det kan lige ud sagt være noget pis, men det er forhåbentligt dét værd i sidste ende. Hvis gruppearbejdet er noget lort, handler det i min optik om at se lyst på det. Brug kun en lille smule tid på at brokke dig over det, og kom så videre – der er ingen grund til at spilde energi på noget, man alligevel ikke kan ændre. Så hellere få det bedste ud af det.

Det hele lyder måske som lidt hippie-agtigt positiv psykologi, men min erfaring er helt sikkert, at dét er måden at komme bedst muligt igennem, og det er måske endda dét som gør, at man bagefter kan grine lidt af det. Selvfølgelig skal alt ikke bagatelliseres, men selvom det ikke er alle skift som er lige nemme, eller noget vi har lyst til, er de i det store  hele allesammen med til at gøre os stærkere, eller som minimum – noget at fortælle om, når vi er gamle og grå.

Min egen pose er i hvert fald blevet rusket godt og grundigt igennem. Men selvom det indebærer større udgifter, forlænget studietid, arbejde op til begge ører og konstant søvnunderskud, skal det hele nok gå, fordi jeg kan kigge på min lille nye datter, som ligger trygt og godt i et varmt hjem med en familie, som elsker hende, mens hun selv så småt forsøger at gøre sig bekendt sine smilemuskler, så hun også en dag kan børste småsten af et skrabet knæ, og alligevel smile, fordi dét ikke skal få lov til at ødelægge hendes dag.