Tekst: Alexander Kokkedal
Fotos: Rikke Sønderby Nielsen
Lejerens Frie Retshjælp har siden opstarten d. 7. februar 2017 ydet gratis rådgivning i mere end 5.000 sager til lejere og udlejere inden for lejeretlige spørgsmål. Retshjælpen, der blev startet på Aalborg Universitet af Erhvervsjura-studerende Mike Vestergaard, har siden udbredt sig med retshjælpskontorer i Aarhus og på Fyn, og et par måneder fra nu kommer der også en afdeling i København. Retshjælpen drives på 100 % frivillig basis af de juridiske rådgivere, retshjælpsledere mv., der alle er studerende.
Det omfattende arbejde med at få Lejerens Frie Retshjælp op at stå blev i starten af 2018 honoreret med et par priser, dels Karnovs Nytænkerpris, der er en af de fornemmeste priser i advokatbranchen, og Den NORDJYSKE Initiativpris, der gives til en person eller forening, som uegennyttigt gør en forskel for andre. Begge priser er en kæmpe anerkendelse af AAU-studerendes indsats og ikke mindst af 24-årige Mike Vestergaards initiativ.
Faktisk er det at være daglig leder i Lejerens Frie Retshjælp kun en beskeden del af Vestergaards ekstracurriculære aktiviteter, der også tæller stillingen som juridisk ansvarlig ved it-virksomheden Copus, juridisk rådgivning for SIND Skolerne i Aalborg og et par projekter, han for tiden arbejder på i regi af SEA, AAU’s inkubatormiljø for iværksættere.
Taget godt imod af advokatbranchen
Trods et presset skema havde Mike Vestergaard mulighed for at modtage Agenda en tidlig eftermiddag på Fibigerstræde 11, hvor Lejerens Frie Retshjælp er flyttet over, og Vestergaard arbejder på sine projekter, når han ikke er optaget af så meget andet. Snakken falder i forbindelse med Karnovs Nytænkerpris på, hvad fagfællernes reaktion har været på, at nogle AAU-studerende starter deres egen retshjælp op og begynder at rådgive.
”Advokatbranchen har taget virkelig godt imod os, og det var der måske mange, der ikke havde forventet. Jeg tror, at når de bliver gradvist mere specialiserede i advokatbranchen, sætter de pris på, at vi begynder i en meget tidlig alder med at gøre det samme,” fortæller Mike Vestergaard.
Vestergaard er meget opmærksom på de strømninger, der gør sig gældende ikke blot inden for advokatbranchen, men i så mange fagfællesskaber: robotterne kommer, man skal være parat til at innovere, hvor det er nødvendigt og ikke stå i stampe.
”Jeg har sat det mål, at vi skal have mere iværksætteri ind i branchen eller i hvert fald typer, der kan drive det fremad i en eller anden grad, og det tænker jeg lige så godt kan starte internt i Lejerens Frie Retshjælp og ikke bare være noget, der er forbundet med mig,” siger Mike Vestergaard.
Jurister er nok ikke verdens mest kreative folkefærd, men Mike Vestergaard insisterer på, at de begynder at kere sig om deres branches udvikling – ellers kommer andre udefra og tager hele innovationsprocessen på deres skuldre.
”Mange iværksættere, der gerne vil ind på markedet, og dem, der har været en tur i revisionsbranchen, kigger også på advokatbranchen. Det er jo to felter, der i en eller anden grad ligger naturligt opad hinanden,” konstaterer Vestergaard.
Mål og middel – hvad er hvad?
Mike Vestergaard ser sig selv som en, der qua sit hårde arbejde med den efterfølgende anerkendelse til resultat har fået den store advokatbranches opmærksomhed og kan gøre sit til at skubbe den i den rigtige retning – væk fra et hovmod, Vestergaard ser i branchen.
”Advokatbranchen tror altid, at det kun drejer sig om dem, og at jura er målet for alt, men man skal huske, at jura bare er hjælpen til målet. Lad os sige, at vi har en forretningssituation, hvor der enten skal være et forlig eller et kæmpegodt resultat med stort overskud. Her er juraen bare et middel dertil,” siger Mike Vestergaard.
”Jura kan ikke stå alene, og det tror den her branche og de folk, der studerer her, men man skal bare huske, at dem, der læser HA herovre (på Fibigerstræde, red.) sandsynligvis er dem, der bliver direktører i de virksomheder, juristerne hyres ind til og skal rådgive. Derfor gælder det om at lave det sammenspil i stedet for at se skævt til hinanden,” fortsætter han.
Den nyfundne indflydelse inden for branchen har bl.a. mundet ud i slut-februar at skulle holde et oplæg for Kammeradvokaten, populært kendt som statens advokat, hvor han fortalte om behovet for udvikling. Mike Vestergaard ønsker, at det går branchen godt, og har i flere henseende nydt godt af samarbejdet med den gennem Lejerens Frie Retshjælp.
”Det er jo ikke for at invadere advokatbranchen, eller fordi jeg ikke kan lide den. Jeg er sindssygt fan af advokatbranchen og ser sindssygt meget op til de partnere, advokater og advokatfuldmægtige, der er deri, for det er nogle utroligt kloge mennesker, og jeg synes, det er synd, hvis branchen bare bliver kørt over af en eller anden robot,” forsikrer Vestergaard.
Jura-uddannelser skal kunne rumme nytænkning
Spørgsmålet trænger sig på, om Mike Vestergaard regner de juridiske uddannelser på AAU for at være tilstrækkeligt udrustende til fremtidens arbejdsmarked.
”Mit ærlige svar er nej, men det er også svært at sige, at det bare er de juridiske uddannelser, der ikke er gode nok til det – og her snakker vi på landsplan,” siger Mike Vestergaard.
”Uddannelserne bærer ligesom advokatkontoret præg af at være vant til de samme metoder, og jeg tror, det er vigtigt, at man får en form for – jeg vil ikke sige ’iværksætteri’ ind i det, men måske bare forrentningsudvikling og idégenerering ind i uddannelserne på en eller anden måde,” fortsætter han.
Og mens fremtidens jurister og advokater styrker sig inden for fx forretningsdiscipliner, skal de også have et åbent sind, når det kommer til at lukke folk med andre fagligheder ind i de juridiske brancher, mener Mike Vestergaard.
”Alle dem med viden inden for kunstig intelligens, TECH-uddannelser, humaniora og folk med sans for effektivisering vil også påvirke fremtidens advokatbranche, så der bliver et mere blandet produktudvalg, end der er nu, hvor det kun er jurister og erhvervsjurister, som definerer branchen. Det ser helt anderledes ud om små 10 år,” spår Vestergaard.
Det er sundt at føle sig forpligtet
Tid. Hvordan finder man tiden til at have et studie, have et studiejob, starte en retshjælp og i øvrigt arbejde på en håndfuld andre ting? For Mike Vestergaard handler det om prioriteter og planlægning. Selv går han meget op i at optimere sin hverdag og arbejde så effektivt som muligt, og han har svært ved at forstå påstande om, at man intet kan ved siden af studiet.
”Jeg er ikke meget for dem, der siger, at de ikke kan have noget ud over deres fuldtidsstudie på 37 timer om ugen. Der er altså 168 timer på en uge, hvor du så har 70 timer at kunne arbejde og 40 timer at sove. Man skal bare administrere sin tid – hvis man vil det nok, skal der nok være plads til det hele,” siger Mike Vestergaard.
”Det er overhovedet ikke fordi, jeg ikke respekterer dem, der læser 100 %, men det kræver også bare, at deres karakterer skal være der, hvis studiet skal være deres fulde liv, for enten kommer du ind på at være det komplette menneske, eller også kommer du ind på gode karakterer,” forsikrer Mike Vestergaard.
Men man bør vel kun give sig i kast med alt muligt uden for studiet, hvis man synes, det er sjovt – eller burde man føle det som en pligt at have andre aktiviteter?
”Det tror jeg egentlig er meget sundt, at man føler det som en pligt. Forpligtelser er noget, man skal gøre. Alle opgaver er ikke lige sjove – jeg synes heller ikke, det er sjovt at arbejde 80-100 timer hver eneste uge, og jeg synes ikke, det er sjovt at skulle lede 45 mennesker, hvis jeg kunne sidde og forretningsudvikle i stedet,” siger Mike Vestergaard.
Har sagt nej til otte studiejobs
Den nærmest evigt aktive Mike Vestergaard har plads i hverdagen til også at tage et socialt ansvar, hvilket kommer til udtryk gennem hans frivillige arbejde som bisidder for psykisk belastede unge i klubben OnSide, der hører under SIND.
”Jeg kunne sagtens argumentere for, at jeg ikke har timer nok i døgnet til det, og det har jeg sandsynligvis heller ikke, men hvis man har ressourcerne til at gøre en forskel, må man også i en eller anden grad gøre det,” insisterer Vestergaard.
Og nu har Mike Vestergaard så nogle splinternye iværksætteriprojekter, han vil arbejde på med den smule tid, der er tilovers. Han satser stærkt på iværksættervejen og har efterhånden vænnet sig til at afslå mange for en studerende lukrative tilbud.
”Jeg tror, jeg er den eneste Erhvervsjura-studerende, der har sagt nej til otte studiejobs ved advokatbranchen, men for mig er det her, hvad jeg vil,” fortæller han.
”Hvis jeg skal være iværksætter risikofrit, så er det sgu nu. Før der kommer en kæreste ind, en hund eller hvad ved jeg. Lige nu har jeg mulighederne og platformen til at gøre det,” slutter Mike Vestergaard.