Tekst: Dianna Korshøj

Fotos: Rikke Sønderby Nielsen

Under et misforstået streetfood-koncept ligger en gemt krukke guld, for på de beskedne kvadratmeter kan man møde ildsjæle, udvikle idéer, skabe netværk og meget mere.

Mere end streetfood

Streetfood-koncepter har i løbet af den sidste håndfuld år bredt sig i storbyerne, så når man ser transportable stande og kan få mad på farten, kan det være svært at se andet. BoxTown er andet og meget mere end streetfood, det kræver bare, at man ser andet end ”Boxens ydre”.

På en lille del af den gamle spritfabrik kan man se bannere, containere og en træterrasse, som stikker op over den gamle mur. I åbningstiden indtager stemningsfyldt musik det lille område, så man i ro og mag kan se sig omkring med en crêpe eller årstidens ret i hånden. Den opmærksomme kunde lægger måske mærke til, at maden serveres i bæredygtigt service, og affaldsspandene er opdelt, så det er muligt at sortere sit affald. Det er hér, man kan se en snært af, hvad der gør BoxTown til så meget andet end et streetfood-koncept.

Mad med mere

I BoxTown finder man, hvad de kalder ”Lokalt marked”, som er fyldt med et væld af årstidens friske frugt, grønt og meget mere. Ideologien bag dette er ”at sikre vejen ’fra gård til gaffel’ forbliver grøn, gennemskuelig og miljøvenlig”. Det lyder måske lidt abstrakt og helligt, men i praksis er det ganske simpelt; de har kontakt med økologiske landmænd, som sælger produkterne hos dem. Alt bruges, og intet smides væk. Det er så simpelt, at der slagtes ikke et nyt dyr, før det ene er solgt, og grøntsagerne, der måske ikke er så kønne mere, får andet formål end salg. Det er lige hér konceptet kan forveksles med streetfood, for BoxTown har også egen madvogn stående. Formålet med dette er blandt andet at gøre brug af de fødevarer, som ikke længere er attraktive at sælge, men i højeste grad stadig brugbare. De få andre madstande er erhvervsdrivende, som lejer sig ind for at være en del af konceptet og højne brugeroplevelsen med flere muligheder. Disse er på samme tid med til at drive den spinkle økonomi, som BoxTown ellers drives med, og som åbner muligheder for de mange andre ting, der sker på pladsen. Med udgangspunkt i årstidens madvarer produceres der altså måltider i kantinen. Særligt det overskydende eller tilbageblivende/ikke-solgte fra fødevarecontainerne indgår i madplanen, således intet går til spilde.

IMG_1352

Byggeklodserne

Når vi snakker bæredygtighed, er det ikke kun maden, BoxTowns visioner strækker sig over. Hvis man kan forestille sig en kasse med byggeklodser, som da man var barn, er det lidt nemmere at forstå konceptet under hatten ’bæredygtighed’. Værket er drevet af nogle fantastiske iværksættere, som i samarbejde skaber forbindelser til ildsjæle, som brænder for bæredygtighed. Lokalerne udlejes gerne til workshops og andet, som bakker op om projektet. Udover at kunne leje sig ind, blev lokalerne for eksempel, i den kolde tid, også brugt til bæredygtighed i mere abstrakt form; som et bæredygtig sind og krop. For BoxTown er bæredygtighed nemlig mange ting, og vi behøver hverken indføre bilfrie søndage eller at leve af insekter. Hvis bare man gør lidt, har det også betydning. BoxTown er et sted, hvor man kan gøre en forskel med alt fra at købe et måltid mad til at dele idéer om, hvordan vi skaber et mere bæredygtigt samfund.

Find din ’Box’

Gode idéer om bæredygtighed er synd at få glip af, derfor ønsker BoxTown at imødekomme lige dette. Som iværksættere mangler man ofte en ramme, hvor ting kan vokse, og det er noget af det, stedet tilbyder. Iværksættere kan mødes, skabe netværk, holde oplæg, finde samarbejdspartnere, udvikle nye koncepter og meget andet i IværksætterBoxen. BoxTown har i år været så heldige at få del i Aalborg Kommunes iværksætterpule, hvilket blandt andet gør det muligt at invitere foredragsholdere, som kan være klar med inspiration og andet godt til de mange ildsjæle, som skal kunne besøge BoxTown. Hvis du selv ligger inde med gode idéer om bæredygtighed, eller har arbejdet med et forskningsprojekt, som kan være med til at udvikle nye muligheder for bæredygtighed, er det også lige her, du kan udfolde dig. Intet er for stort eller småt til, at BoxTown vil lægge øre til – så længe det er en god idé.

Ildsjælene

BoxTown drives af en fælles forening, og projektet kunne ikke være blevet så stort, som det er i dag og satser på at blive i fremtiden, uden samarbejdet til opstarten mellem Jens Kruhøffer fra JKInnovation ApS, Sebastian Sander fra Brainstorm CrossMedia ApS, Alessia Chiambretto og Camilla Orlandi fra Alcaline Architecture, Vanessa Santos (privatperson) og Kathrine Skovsgaard fra By Skovsgaard ApS

Stedet er drevet af ildsjæle; frivillige kræfter med ambitioner, og der er altid plads til flere. Kathrine Skovsgaard, som er medstifter af BoxTown, drømmer om, at det bliver stedet, hvor viden fra landmændene, idéer fra ildsjæle og projekter om bæredygtighed fra studerende kan gå op i en højere enhed. På den måde kan BoxTown blive stedet, hvor tanker bliver til virkelighed, og nye prototyper bliver skabt på baggrund af en fælles viden.

IMG_1335

Kassen foldes ud

Aalborg Kommune har siden 2015 haft planer for den gamle spritfabrik. Stedet skal nytænkes, men stadig restaureres med respekt for dens arkitektur og kulturhistorie. Området vil rumme mange spændende ting, når projektet står færdig, og BoxTown er ikke kun pausefisk, mens projektet er i gang. Byggeklods-udseendet bliver måske ændret, men sammen med flere kvadratmeter og spændende omgivelser ser fremtiden for BoxTown meget lys ud. Tanken er at plante et frø og gøre det nemt at få det til at spire: Håbet om at aalborgenserne, og nordjyderne generelt, bliver lidt mere bæredygtige – hvad end det handler om økologiske fødevarer, eller at udvikle produkter som gør bæredygtighed dét nemmere at få med hjem – BoxTown gør det hele en smule nemmere.

Find BoxTown på den gamle spritfabrik på C. A. Olesens Gade 1, Aalborg