Klumme af Lukas Bjørn Leer Bysted, studenterrepræsentant i Universitetsbestyrelsen ved AAU
Det er dagen derpå, og jeg har slet ikke nået at gennemtygge den ca. 450 siders rapport om ”Universitetsuddannelser til fremtiden”, der i går, d. 12. marts, blev præsenteret af Søren Pind på et pressemøde hos Uddannelses – og Forskningsministeriet. Rapporten med 37 anbefalinger er leveret af et udvalg, som blandt andet vores egen rektor Per Michael Johansen har deltaget i. Ved første øjekast er der faktisk også en del fornuftige anbefalinger – blandt andet om at afskaffe 1.08 karakterbonus ved hurtig studiestart, at styrke fokus på løbende feedback i undervisningen, og at forlænge retskrav mellem bachelor og kandidat, så studerende der har behov for det, får friheden til at arbejde mellem bachelor og kandidat.
Men det er ikke alle anbefalinger, som er lige fornuftige. På pressemødet drømte Pind om studerende, der “kan samarbejde og tage vare på andre”, “som kan tænke selvstændigt og kritisk” og kan “alt det maskinerne ikke kan”. Det føles derfor som en torn i øjet, når man læser anbefaling nummer 37, som foreslår at afmontere studienævnene, så de bare bliver rådgivende organer.
Studienævnet er netop et eksempel på et forum, hvor studerende og ansatte samarbejder, tager vare på hinandens miljøer, kritisk udvikler uddannelserne, og sørger for, at de studerende ikke bare køres på et maskinelt samlebånd af regler og retningslinjer. Hvert eneste år er studienævnene med til at rykke vores uddannelser fremad, i retning mod bedre kvalitet på netop de områder, hvor vi ved, at behovet er størst. Hvis vi kigger på de rådgivende organer på universitetet – for eksempel institutråd og akademiske råd – er mit indtryk, at de lider under deres manglende beslutningskompetencer. – Hhvis man ikke tildeler dem et reelt ansvar, så kan de visne hen og blive tomme, hule og til tider frustrerede snakkeklubber. For man behøver jo egentlig ikke at lytte til dem.
Lige nu laver studienævnet en hulens masse arbejde – både ved mødeaktivitet og mellem møderne. På AAU er det typisk 8-12 mands arbejde, som mestendels består af interessetimer. Hvis studienævnene lider samme skæbne som de andre organer, tvivler jeg stærkt på, at forskere og studerende vil bruge deres dyrebare tid på at være nikkedukker for tiltag ovenfra. Så ender vi med et system, hvor vi skal ansætte administrative medarbejdere til at lave arbejdet, – og så bliver det både dyrere i drift og mindre fleksibelt for de studerende.
Så hvis Søren Pind gerne vil have demokratisk dannelse og selvstændige, kritiske studerende, så skulle han tage at lytte til dissensen fra Danske Universiteter, Akademikerne og Tina Bering Keiding, der “ønsker at fastholde studienævnets nuværende rolle, hvor medindflydelse og medinddragelse sikrer et højt fagligt engagement fra de studerende og de videnskabelige medarbejdere i udviklingen af uddannelsernes tilrettelæggelse og faglige indhold.”
Og hvad kan vi så gøre som studerende? Indtil videre er anbefaling 37 netop kun en anbefaling. Derfor skal vi give vores egen anbefaling: Bevar studienævnene! Vi skal vise partiernes uddannelsesordførere og Folketinget, at det nuværende system fungerer fantastisk, og at der er en kæmpe værdi i at beholde studienævnene som dem, der har ansvar og ejerskab for uddannelserne. Det er vi allerede i gang med – og hvis du har lyst til at give dit besyv med eller deltage i kampagnearbejdet, så skal du være velkommen til at skrive til os på bevar.SN@Studentersamfundet.aau.dk.
Link til anbefalinger: https://ufm.dk/uddannelse/rad-naevn-og-udvalg/udvalg-om-bedre-universitetsuddannelser/filer/uuu-udvalgets-samlede-anbefalinger.pdf
Klip fra pressemøde med Søren Pind:
https://www.facebook.com/regeringDK/videos/1825985817472682/
Link til samlet rapport: https://ufm.dk/publikationer/2018/filer/rapport-universitetsuddannelser-til-fremtiden.pdf