TEKST Katrine Skyum
FN udkom med sin klimarapport den 20. marts. Den ser ikke lovende ud, men har nogle få lyspunkter i sig, som forhåbentlig kan få politikerne op i gear og få dem til at lave den lovgivning, der er nødvendig for at nå klimamålene. Dette er nødvendigt, for ellers ender det ud i, at politikerne lover guld og grønne skove uden reelt at være klar til handling. Politikerne må skifte fra intentionspolitik vedrørende klimaet til handlekraftig politik, der i sidste ende kan gøre verden til et bedre sted.
FN klimarapport og indhold:
Siden 1990 har FN’s klimapanel IPCC udgivet en klimarapport med syv til otte års mellemrum. Den har til hensigt at indsamle alt det data, der findes vedrørende jordens klima og de udfordringer, vi står over for. Rapporten baserer sig på de nyeste data, der er på klimaområdet. Dataene stammer fra 18.000 videnskabelige artikler, som 278 forskere fra 65 lande tilsammen har indsamlet. Rapporten bliver brugt af verdens ledere til at rådgive om klimaforandringerne og bliver brugt som rettesnor for klimatopmøder i FN-regi. Dermed er rapporten fuld af løsningsforslag, som verdens ledere kan tage stilling til. På nuværende tidspunkt er der over 193 lande, der har tilsluttet sig FN’s klimapanel IPCC.
Hovedpunkterne fra rapporten:
· Senest om tre år – i 2025 – skal de globale udledninger toppe, hvis den globale temperaturstigning med nogenlunde sandsynlighed skal holdes under 1,5 grader. I 2030 skal udledningerne være reduceret med 43 procent. Samme år skal udslippet af metan mindskes med en tredjedel.
- De forventede CO2-udledninger fra den nuværende og den planlagte fossile infrastruktur gør det umuligt at overholde 1,5-gradersmålet. Der er brug for »en væsentlig reduktion i brugen af fossile brændstoffer«.
- Mens de finansielle strømme til grønne investeringer ligger tre til seks gange under behovet, findes der tilstrækkeligt global kapital til at lukke hullet. Det kræver dog, at regeringerne sender nogle stærkere signaler.
- Problemet er ifølge klimapanelet blandt andet, »at offentlige og private finansielle midler stadig i højere grad strømmer til fossile brændsler end til klimatilpasning og afbødning.«
- Industrien står for en fjerdedel af de globale udledninger. At reducere udledningerne her vil kræve mere effektiv brug af materialer, mere genbrug og mindre spild.
På en måde er de forskellige hovedkonklusioner ikke opsigtsvækkende i sig selv, fordi vi i årevis har hørt om klimaforandringerne, hvilket også resulterede i, at Paris-aftalen blev skabt i 2015. Den har målsætninger, der er svære at nå på nuværende tidspunkt, blandt andet en målsætning om ikke at ramme de 1,5 % stigning i temperaturen globalt set. Det opsigtsvækkende ved rapporten er den manglende indsats, politikerne har lagt for dagen for at begrænse vores udledninger. Det kan føles som om, at politikerne først for alvor vil reagere, hvis der i rapporten fremgik, at vi kun havde en dag tilbage. FN’s generalsekretær António Guterres FN generale sekretær udtalte følgende vedrørende rapporten: ”Klima-tidsbomben tikker. Rapporten er en vejledning til at afværge den. Det er en overlevelsesguide for menneskeheden.’
Der er få lyspunkter i rapporten, blandt andet at hvis verdens samlede udledning reduceres med minimum 43 % inden 2030, kan temperaturstigningen holdes under 1,5 grader. Dette er teknisk set muligt, hvis der handles hurtigt og effektivt med politiske tiltag. Ydermere er det også et lyspunkt, at vedvarende energi (sol og vind) er billigere end fossil energi.
Politikernes indstilling og den todelte sandhed
I Danmark fik vi i 2019 det, man kaldte for et klimavalg. Vælgerne var nervøse på grund af mange eksperters og forskeres udsagn om klimaets tilstand. Dette var med til at rykke klimadagsorden helt i front. Partierne kæmpede internt med hinanden om at få den bedste og mest troværdige klimaposition over for vælgerne. Og det var ikke ”bare” de små yderpartier som Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre, som i årevis har haft en grøn stemme. De store partier som Venstre og Socialdemokratiet begyndte også at fremhæve klimaet som en yderst vigtig dagsorden. Det endte endda med, at Mette Frederiksen måtte sige, at hun er grøn, før hun er rød – stik imod hvad hun før i tiden har sagt.
Den øgede fokus på klima, der kom efter valget i 2019, stemmer dog ikke helt overens med politikernes handlinger i dag. I løbet af de første år med Socialdemokratiet ved roret blev udtrykket ”ishockeystaven” udviklet. Dette udtryk kom af, at Socialdemokratiet lavede mange politiske aftaler, blandt andet den første klimalov i 2020, sammen med de andre partier. Problemet var bare, at aftalerne medførte mange forskudte aktiviteter til sidst i perioden som følge af manglende teknologi først i perioden. Klimarådet har i år også for tredje gang dumpet regeringen for manglende klimaindsats. Dette har de blandt andet gjort, fordi regeringen ikke har formået at anskueliggøre, hvordan klimamålene for både 2025 og 2030 skal nås. Der bliver blandt andet påpeget i Klimarådets rapport, at kvoter for landbruget kan være et af midlerne til at opnå en stor reduktion af CO2 udledningen. Regeringen har p.t. nedsat en undersøgelsesgruppe, der skal undersøge muligheder i en kvoteløsning.
Meget tyder på, at den nye SVM-regering, der ellers slår sig op på at være idealet for politisk udvikling med holdbare løsninger igennem årtier, ikke rammer plet, når det gælder om at spare på jordens ressourcer. I regeringens nyeste finanslovsudspil blev der ikke sat mange penge af til grøn omstilling. Endvidere valgte man at reducere Klimarådets budget fra 24,8 millioner kr. i 2023 til 9,3 millioner kr. i 2024. Dette betyder formentlig færre velgennemarbejdede analyser, forsinkede analyser samt nogle analyser, der prioriteres helt bort.
De uoverskuelige konsekvenser, hvis vi ikke gør noget.
Det er ikke nogen hemmelighed, at det er de rigeste lande, der udleder mest CO2 samt de rige lande, der oplever færrest problematikker vedrørende klimaforandringer. De fattigste lande oplever umenneskelige temperaturer, manglende grundvand og fejl i høsten, der resulterer i sult og nogle steder hungersnød. Dette vil resultere i enorme flygtningekriser, der både koster menneskeliv og mange penge. Alt i alt kan det siges, at hverken rige eller fattige lande vil få gavn af den manglende indsats for at bremse de negative konsekvenser af klimakrisen.
Vi i Danmark kan heller ikke se os fri for de negative påvirkninger. Der vil ske stigning af vandstanden med op til mellem 30 til 60 centimeter inden for det næste århundrede. Dette betyder, at oversvømmelser ved kystbyer og kystområder vil forekomme hyppigere. Ydermere vil sne kunne blive en saga blot og vinterperioden således ofte blive kendetegnet som en periode med en del regn.
På nuværende tidspunkt ser politikernes handlekraft ikke lovende ud. Deres manglende handlinger minder snarere om et afsnit af Luksusfælden, hvor den misligholdte gæld altid stiger. Det positive ved Luksusfælden er, at de fleste episoder ender med nye og mere fornuftige holdninger hos deltagerne, der gør, at de kan se ind i en fremtid, hvor de vil blive gældfrie. Lad os håbe og krydse fingre for, at det samme vil gøre sig gældende i forhold til vores klimaindsats, for alternativet vil være, at jorden ender i brand, og at vi ser ind i en fremtid, der ikke er ønskværdig for nogen.
