Da Agenda i denne måned overvejende fokuserer på sociale medier (og mulige konsekvenser heraf), kan jeg i denne omgang anbefale fem forskellige film/serier, der alle på en eller anden måde sætter fokus på sociale mediers magt i samfundet og hvilke konsekvenser, de kan have for vores liv.
Not Okay (2022)
I denne film fra 2022 følger vi den unge Danni Sanders, der for alt i verden gerne vil være populær på sociale medier. For at imponere sin influencer-kollega, Colin, lyver hun om at være i Paris. Hun overbeviser Colin ved at poste flere redigerede billeder på sociale medier, der får det til at ligne, at hun rent faktisk opholder sig i hovedstaden. Kort tid efter at hun har postet et billede af sig selv foran en af Paris’ mange seværdigheder, bliver denne bombet af terrorister. Nu står Danni over for sit livs største valg – hun kan enten indrømme, at hun har løjet om at være i Paris, eller hun kan fortsætte sin løgn og stå frem som overlevende.
The Social Dilemma (2020)
The Social Dilemma blander dokumentation i form af ekspertkilder med fiktion i form af fortællingen om en forstadsfamilie, der er stærkt optaget af sociale medier – og som oplever uhyggelige konsekvenser som følge heraf. Gennem interviews med eksperter, professorer og såkaldte ”Insiders” samt en fiktiv fortælling kaster filmen altså lys over, hvordan sociale medier har fået alt for meget magt i vores liv, og hvordan dette kan være et problem. På trods af en ellers forholdsvis dystopisk fortælling om disse konsekvenser kommer filmen også med et positivt budskab – nemlig at vi stadig har magten til at tage styringen over vores liv tilbage.
The Social Network (2010)
19-årige Mark Zuckerberg (spillet af Jesse Eisenberg), der er studerende på Harvard University, bliver droppet af sin kæreste i efteråret 2003, hvilket bliver startskuddet for Facebook, som vi kender det. Efter at være blevet droppet lancerer han en hjemmeside kaldet Facemash, der senere bliver videreudviklet og får navnet Facebook. Dog er vejen til succes ikke uden modstand. Zuckerberg bliver nemlig sagsøgt af tvillingerne Cameron og Tyler Winklevoss for angiveligt at have stjålet deres idé. Derudover sagsøges han også af den tidligere medstifter af Facebook, Eduardo Saverin, for at have fjernet Saverin fra virksomheden.
Nerve (2016)
Den unge og flittige Vee Delmonico presses af sine venner til at oprette en spillerprofil i onlinespillet Nerve, hvor folk tilmelder sig enten som spiller eller som betalende tilskuer. Som spiller indgår man i et spil sandhed eller konsekvens, hvor tilskuerne har magten til at vælge spillernes konsekvenser. Hvis man fejler eller springer fra på en konsekvens, mister man sine penge. Og hvis man sladrer om spillet til politiet, vil det ikke kun gå ud over en selv. Vee oplever hurtigt, hvor farlige og altafgørende konsekvenserne kan blive, og sammen med en anden spiller, Ian, må hun erkende, at Nerve ikke er et simpelt spil sandhed eller konsekvens, men nærmere et spil om liv eller død.
The Circle (2020)
I dette amerikanske realityprogram, der første gang blev sendt tilbage i 2020, flytter en gruppe fremmede ind i den samme bygning, hvor de skal deltage i et socialt eksperiment og kampen om $100000. På trods af at deltagerne bor i samme bygning, kan de kun kommunikere med hinanden gennem en online profil. En profil de helt selv står for at stable på benene lige som det passer dem. For at blive den heldige vinder af pengepræmien, skal deltagerne kæmpe om at blive den mest populære i eksperimentet – og her gælder alle kneb.