Barbershopkoret Barbaros kæmper med forberedelserne til europæiske og nordiske mesterskaber. For medlemmerne er det ikke bare skøn sang, men fysisk krævende og teknisk udfoldelse med stemmen.
TEKST Frederik Henriksen
Gardinerne er trukket for, så lokalet er så godt som mørkt. Det eneste lys kommer fra teaterspotsene i loftet. Der hvirvler en lille smule støv rundt i lokalet, der kommer til syne igennem lyskeglerne. Lyset bliver reflekteret fra det sortglaseret trægulv op på en scene. En scene, der nu er placeret, hvor der engang stod en ridesal for artilleriets heste på kasernen i Aarhus. Otte mænd er ved at samle det sidste af et fire niveauers podie. Lokalet har allerede en mindre odør af sved hængende i lokalet. Ved siden af scenen kommer tyve mænd ind og hilser på scenefolkene. Blandt dem er en høj lyshåret mand med runde briller iført en skjorte og brun skuldertaske. Han klapper i sine hænder:” Godt Barbaros! Så begynder vi prøven”.
Hver tirsdag aften samles 35 mænd i alderen 18-36 på kasernen i Aarhus. Fælles for dem alle er, at de kan lide at synge. Nogle gør det mere professionelt med tilknytning til Det Jyske Musikkonservatorium eller musikvidenskab på universitet, andre har erfaringer fra musicals eller ingen erfaringer overhovedet. De synger musik af genren barbershop som et kor kaldet Barbaros. Som musikalsk leder har de den høje lyshåret mand fra før – Jonas Rasmussen.
Jonas Rasmussen er uddannet dirigent fra Det Jyske Musikkonservatorium, University of Cambridge samt Kungliga Musikhögskolan i Stockholm. Til dagligt dirigerer han Barbaros samt to andre kor og er tilknyttet Folkekirkens Ungdomskor som korkonsulent. Hans kærlighed til barbershop kommer fra hans ophold i Sverige, hvor genren er en stor del af deres kortradition.
Sang som konkurrence
Koret har i et år planlagt at skulle konkurrere i SNOBS, skandinavisk og europæisk mesterskab i barbershop, der finder sted i Göteborg. Her konkurreres der i, hvor mange overtoner man kan skabe samt hvor underholdende et show man har stablet på benene. Scenen er 1:1 gengivelse af scenen i Göteborg. Det samme er podiernes højde og bredde. Men nu sidder der ikke 4-500 konkurrenter og 6 dommere i salen. Nu er der kun Jonas og medlemmernes jakker og tasker.
Mændene går rundt på scenen og op og ned på podierne. Nogle kigger på hinanden med et panisk blik og trækker nervøst på smilebåndene. Andre sidder på podierne og er ved at skifte deres kondisko ud med noget, der ligner business sko. En af de høje mænd med dybe stemme udbryder:” jamen jeg kan jo ikke stå her! Hvem griber mig, når jeg skal til at gå baglæns og op samtidig?”. Jonas maner hurtigt den fortvivlende til bero og forklare, at det netop er derfor, at prøven i dag er på scene og med podier.
Barbaros har tidligere konkurreret i barbershop. De vandt Let the People Sing i Barcelona i 2019.
Hver tirsdag har samme rutine
Som en hver anden tirsdag starter prøven med udstrækning af kroppen. Som taget ud fra en lektion med kaptajn Jespersen står mændene og strækker sig, roterer skulderne, bøjer sig forover og rejser sig igen. Herefter følger opvarmningen af stemmen. Jonas trykker på sit smartwatch, hvorefter den afgiver en sinustone. Han lægger hånden over og kvæler tonen fra uret. Han eftergiver tonens højde og løfter sin ene arm op for bagefter at føre den ned til et usynligt punkt. Nu begynder mændene at synge. Jonas flytter sin arm ind og ud fra kroppen, men rammer altid det samme lille usynlige punkt. Der kommer en mur af lyd fra koret – nærmest så det ringer lidt for ørene. Med et slår han koret af, og Jonas lukker sin hånd:” Nå. Skal vi til det eller hva’?”.
Barbershop
Barbershop er en flerstemmig a cappella sang og har sin oprindelse fra USA. Genren kommer af, at mænd sang sammen som tidsfordriv, mens de ventede på at kunne komme til barberen. Sidenhen har genren udviklet sig fra at være tidsfordriv til en konkurrence, hvor der dystes i pitch, performance og fortolkning.
”Den barbershop man ser i film med folk, der har stråhatte på og er fjollede, den er efterhånden gemt rigtig langt væk. Nu er idealet, at der skal være en solid lyd. Vi snakker om ’Wall of sound’. Og vigtigst af alt, så skal man gøre det sådan, at der er en masse overtone i rummet efterfølgende” forklarer Jonas.
Gør det en gang til
Mændene bevæger sig op og ned ad scenen i forskellige formationer, og fordi der mangler enkelte til prøven, opstår der undervejs forvirring. En lyshåret mand iført en hvid t-shirt med barbaros’ logo på trøjen forsøger at forklare, at de skal efterlade huller til de folk, som mangler. Efter flere sekvenser på scenen rækker Jonas hænderne op i vejret. Med beskeden om at gøre det hele én gang til, men denne gang også med sang. Sådan går der en time, hvor mændene synger og danser, mens lyset fra teaterspotsene lyser dem op. Det hele under tilsyn af Jonas, der så snart han finder en fejl, stopper dem og korrigerer den: ”Basser, I hænger i takt 73, og I trækker alle de andre med”. Sådan lyder det igennem en hel time, hvor hver stemmegruppe får noget opmærksomhed.
”Vi er et sted lige nu, hvor vi kan musikken. Gutterne bøvler med dansen. Det er vi ikke vant til. Nu skal både musik og dans koordineres. Så nu kommer folks hjerne på arbejde.”
En tiltrængt pause
Efter halvanden time kommer guleroden for mændene. Der er proklameret 15 minutters pause. Køen til vandhanen på toilettet minder mest af alt om den hektiske kø ved en shawarma bar kl. 4 om morgenen efter en bytur. Sveden løber af sangernes ansigter og hvide t-shirts begynder at få et gennemsigtigt skær. På et barbord står der fire æsker med cookies, som mændene flokkes om. Dem, der har stået i kø ved vandhanen, kan se frem til de sørgelige rester. Alligevel er der ingen sure miner.
”Det virker måske bare som sang. Men det kræver ufattelig kontrol over sin vejrtrækning og evnen til at skabe et konstant bugtryk for at kontrollere din udånding samtidig. Samtidig skal man også huske, hvad man skal synge og lytte til de andre stemmer omkring sig. Ellers får man det aldrig til at ringe. Det er lidt sangens form for ekstremsport” griner Jonas. Folk sidder på scenen og snakker. Flere udbrud af grin fylder lokalet. Med ét siger Jonas med kraftfuld stemme:” Can I get a oh Yeah?”, hvortil koret svarer:” oh yeah!”, og så er pausen slut.
Generalprøve på SNOBS
Efter pausen tager Jonas igen ordet. Om 30 minutter kommer der en flok kvinder fra et andet kor, og så er der dømt generalprøve. Stemningen blandt korets medlemmer bliver koncentreret. Normalt vil man måske kunne forvente en hujen og overgearet stemning med en sådan besked. Men nu er der en deadline foran et publikum rundt om hjørnet. Der er ikke mange kommentarer og drilske blikke den næste halve time. Pludselig går døren op og ind kommer 20 kvinder. Deres ansigters grimasse fortæller om dunsten i lokalet. Flere kommenterer på, at luften er tæt og lugten af mand har fyldt lokalet. På scenen har koret nu placeret sig i en siddende formation. Jonas byder velkommen. Jonas trykker igen på sit ur og med sin hånd fjerner tonen. Han løfter armene og sætter koret i gang. Mod slutningen af nummeret træder fire mænd ud og synger en lang tone, mens resten af koret synger videre. Publikum kigger forbavset over på de fire herrer. Flere anerkendende blikke bliver sendt publikum imellem. Tonen er så lang, at man som tilskuer følger en strangulering på deres vegne. Deres kroppe er helt spændte, hovederne røde og lidt efter lidt bliver blodåren på deres halse mere og mere synlig. Til sidst slutter resten af koret sig til de fire herrer, og lyden i rummet bliver så kraftigt, at det igen ringer for ørene. Koret fører deres arme op og kaster dem mod loftet. Kvinderne klapper og jubler. Mændene smiler til hinanden og hiver efter vejret. Missionen er fuldført.
Afrejse mod Sverige
Koret har deres endelige generalprøve som koncert d. 1. maj i Lukaskirken i Aarhus. Herefter drager de til Göteborg for at konkurrere fra d. 3 til d. 8. maj. Koret skal dog ikke til konkurrence hver dag, da nogle af dagene også bruges på sociale arrangementer samt heppe på andre danske deltagere. ”Hvis vi kan blive 2’er i år, så er vi meget tilfredse. Vi har fået en del nye ind de sidste 18 måneder, og feltet af konkurrenter er også blevet større.” afslutter Jonas.