Sommerferien er gået på halv, og efter en tiltrængt pause, venter der for mange en studiestart med flere nye bekendtskaber. Dette er ikke kun for dem, som skal studere for første gang, men også for dem, som har gennemført første del af uddannelsen og nu skal på kandidaten.
TEKST Kirstine Marie Nielsen
Selvom du måske har prøvet det før, mærket sommerfuglene i maven, købt diverse studieredskaber og planlagt outfittet til første dag, kan det godt være, at nervøsiteten gnaver i maven. Mange studerende skal starte på kandidaten, enten nogle år efter bacheloren eller direkte efter sommerferien, og derfor kan der for mange være nye bekendtskaber – på trods af at kandidaten for mange er en overbygning på deres bachelor. Det betyder også, at der skal skabes relationer på ny, og at man føler, at man skal være engageret, udadvendt og glad, for at finde sin plads i den rette vennegruppe.
Sørg for at planlægge arrangementer
Mange har nok gennemlevet den første legendariske rusperiode, og kan nikke genkendende til, hvor vigtig den er for samværet på studiet i de kommende år. Det er derfor anbefalelsesværdigt at sørge for at udvælge et festudvalg, der kan stå for aktiviteter – hvis ikke dette allerede er gjort inden studiestart. Vi giver jer her en række bud på, hvilke aktiviteter I kan lave med studiet:
Badmintonturnering
Alkohol behøver ikke at være en del af de omtalte rusperioder, og en sportslig aktivitet som en badmintonturnering kan med sikkerhed skabe gode stunder og grin. Så få lavet en aftale med en sportshal i Aalborg, eller omegn, og hiv studiekammeraterne med til en omgang badminton.
Bingo-aften
Alle elsker bingo – også dem som ikke vil indrømme det! Få arrangeret en fed bingoaften, med sprøde præmier og godt humør. Her kan I komme hinanden ved i rolige omgivelser og kæmpe om pladsen som top-bingospiller.
10-kroners-bar
Selvom alkohol ikke er en nødvendighed i rusperioden, vil det være løgn at sige, at lidt fest og farver ikke bringer folk tættere. Flere af barerne og pubberne i Aalborg tilbyder arrangementer med 10-kronersbar, hvis bare I kontakter dem og forhører jer om eventuelle priser og udgifter. Så få hevet dine nye bedste venner med til en fest, hvor I forhåbentligt ender med at male byen rød.
Med det sagt – ønsker vi alle de kommende kandidater en rigtig fed rusperiode 2.0. Lad den blive lige så fed som den første, I havde!