TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen
Første gang, jeg blev introduceret for konceptet ”identitetskrise”, var, da Troy Bolton ikke kunne beslutte sig for, om han ville spille basketball eller stå på scenen. Jeg husker ham tydeligt løbe rundt på græsplænen ved en country club i Albuquerque, alt imens han synger ”Did you ever lose yourself to get what you want?”. Det var meget dybt. Især når man er ni år gammel. Jeg tror dog, at de identitetskriser, som unge går igennem den dag i dag, er en del dybere. Og jeg vil gerne skyde skylden på TikTok.
Da jeg var 13 år, ville jeg gerne være emo. Men det måtte jeg ikke for mine forældre. Jeg var rasende. For på trods af, at jeg sad på mit lyserøde værelse fyldt med plakater af One Direction og Taylor Swift, så følte jeg i det øjeblik, at jeg var emo. Der var ikke andre adjektiver i den danske ordbog, som kunne beskrive mig bedre, end emo kunne. Der gik to dage, så ville jeg hellere være poptøs. Et par år efter besluttede jeg mig for, at jeg egentlig bare gerne ville være mig. Men i det øjeblik i 2013 var jeg overbevist om, at det altså ikke bare var en fase, selvom min mor ihærdigt prøvede at overbevise mig om det modsatte.
Dengang var der ikke så mange identiteter at vælge imellem. Enten havde man ”emo-frisuren” eller gik rundt i Papfars Pige-trøjer. Hvis man var hardcore, så købte man et par sorte støvler med nitter og kaldte sig goth. De fleste vil nok tænke tilbage på det med et smil, fordi det var en flygtig tid, som bringer minder tilbage om det, der var engang. Men hvad så nu? Poptiden er for længst forbi (heldigvis), og vi er alle sammen blevet voksne (sort of). Men hvad så med dem, der er teenagere i 2022? Ja, de er på TikTok.
På TikTok er der ikke grænser for, hvilken identitet du kan tillægge dig selv. Der er ikke kun tre valgmuligheder, som i start 10’erne. På TikTok kan du være cottagecore, gorpcore, Y2K, dark academia eller en anden aestehtic eller core ud af de nok flere tusinder, der eksisterer – det er bare med at vælge. Jeg kan godt forstå, hvis man bliver en smule kognitivt overbelastet. Førhen var identitetskrise blot et spørgsmål om at finde ud af, hvad det egentlig er, man godt kan lide, og hvad man ikke kan lide. Nu er det et spørgsmål om at placere sig selv i én ud af tusind meget specifikke bokse, og en boks magter ikke, hvis man egentlig også identificerer sig selv med noget, som ikke er en del af den her meget begrænsende niche.
Nu må I ikke misforstå mig. Jeg elsker TikTok, og det er ikke nogen hemmelighed. Men selvom jeg synes, at TikTok er det ypperste af underholdning, så kan platformen stadig kritiseres – og desværre på mange punkter. På TikTok bliver vi konstant eksponeret for forskelligt indhold, som, takket være algoritmen, er nøjagtig det, vi gerne vil se. Fantastisk, men farligt. Det vil altså også sige, at hvis man måske har vist interesse for et bestemt aesthetic, så bliver man derefter fuldstændig bombarderet med videoer fra det her lille subsamfund, som nichen tilhører. Det tror jeg påvirker identiteten, og jeg ved ikke, om det er positivt.
Problemet er i princippet tosidet, for på den ene side kan man argumentere for, at det bare er godt, at unge mennesker har en gruppe, de tilhører, så de føler sig mere sikre. Men på den anden side skaber det også bare ekkokamre, hvor de andre nicher pludselig ikke er noget værd, og hvor de, der er en del af de aesthetics eller cores, er iboende dårligere. Samtidig tror jeg også, at det kan påvirke ens selvudvikling, fordi man forsøger at holde sig inden for de her meget fastlåste grænser, hvilket afholder en fra at undersøge andre ting og måske få nye interesser. Det bliver lidt en gruppementalitet, som ikke nødvendigvis er sund. Og det er ikke en gruppe, man nemt kan flygte fra, for man har den altid i bukselommen.
Derudover kan nogle af de her identiteter også være ret svære at opnå, hvis man ikke ser ud på en bestemt måde, eller hvis man ikke har mulighed for at købe noget bestemt tøj. Det er ikke ligesom førhen, hvor man bare tog et sort outfit på og kaldte sig selv goth. Det tror jeg også kan påvirke unge på en negativ måde, fordi man ikke føler, at man passer ind. Samtidig er der utallige forskellige nicher at vælge imellem, hvilket giver anledning til en identitetskrise i sig selv – er jeg cottagecore eller dark academia? Det er nogle store valg, som man står overfor. Det virker i hvert fald sådan.
Det virkede som noget af det vigtigste i verden at sætte sig selv i boks, da jeg var teenager. Hvordan kan man passe ind, hvis man ikke ved, hvilken gruppe man tilhører? Det er bare blevet endnu sværere nu, fordi der er et utal af valgmuligheder, som har hver deres specifikke krav. Jeg tror, at det er en vigtig del af ens udvikling at prøve forskellige aesthetics af, men jeg tror også, det har nået et punkt, hvor ikke alle kan følge med længere. Samtidig er TikTok så ny en platform, at der er meget begrænset forskning inden for det – man ved i princippet ikke, hvilken effekt det egentlig har på de helt unge brugere. Jeg tror, at TikTok kan bidrage til meget godt, men når det kommer til at skabe hele sin identitet inden for bestemte grænser, så er jeg ikke sikker på, at det er helt sundt.
