Julen er traditionernes tid. Traditioner, vaner – alt skal være som det altid har været. Men hvis nu vi går ud over de danske grænser, kan vi så alligevel finde en flig af hvad vi kender som julen?
Tekst Frederikke Sofie Tast
Jeg kan ikke andet end at sætte mig selv i den varme stol. Hvad forbinder jeg egentlig selv med jul? Der er ikke nogen tvivl om, at denne tid er særlig i min familie. Min farfar var præst, og nu har min far overtaget præstekjolen. Han tænder derfor adventslyset for menigheden frem for i vores stue, og juleaften må vi også stå for at brune kartoflerne, for der prædiker han det meste af dagen. Når han kommer hjem samles vi om julebordet, hvor juleroen breder sig stille, for nu er der kun tilbage at nyde aftenen.
I 2008 holdt vi jul på en campingplads uden for Disney World i Orlando, Florida. Vi havde et plastikjuletræ, pakker og en solbrun julemand i golfvogn, der kastede med slik. Et andet år inviterede min onkel til ‘omvendt jul’, hvor juletræet var hængt op i stammen og vi fik grillmad. Og den jul, jeg husker bedst, var tilbage i 2003, hvor min mor og far havde besluttet at fejre julen i menighedshuset sammen med alle de enlige, de gamle eller dem, der af anden grund ikke havde familie at være sammen med. Der sad vi, unge som gamle, og spillede pakkeleg under lyset fra det store juletræ. Jeg har fundet ud af, at jul for mig ikke er jul, før vi alle er samlet. Hvad er jul for dig?
Taknemlighed ved ækvator
Et par ænder vralter afsted, deres skræppen overdøves af den intensive krydrede lyd af cikader i græsset, som afslører min geografiske placering. Lyden af naturen er overdøvende, men støjen af knallerter, sælgere og bjælderne fra den traditionelle balinesiske danseoptræden trumfer alt. Jeg er i Ubud, Bali i Indonesien, og jeg er på jagt efter julen.
Bali er en perle i det turistbesøgte Sydøstasien. Fra surfer-strande i syd til aktive vulkaner i Nord. I 1949 erklærede Indonesien sig uafhængig, og stod over for en markant opgave i at reetablere sig selv efter mange år som Hollandsk koloni. Bali fulgte med, og snart blev øen atter et sandt ferieparadis. Gouda og tulipaner er ikke længere at opstøve heromkring. Til gengæld bugner naturen med frisk mango, papaya, durian, kokosnød, dragefrugt og guava! Og træerne hymner af velduftende jasminblomster, der ofte bliver brugt til bøn og velvære. Øens beboer er usammenligneligt venlige (også når de for 10. gang må rette på mit gebrokne indonesiske: ‘Terima kasih’ som betyder ‘mange tak’), og deres hinduistisk tro og kultur smitter af på alle os kultur-ateistiske vesterlændinge. Templer og statuetter af de hinduistiske guder strækker sig højt over landskabet, og hos den lokale Ganesha-statue står en lille sivkurv med friske blomster, frugt, ris, og kiks i en aromatisk røgsky fra røgelsespinde. Denne ofring, “canang sari”, praktiseres af størstedelen af balineserne flere gange dagligt. Et ritual, der i al sin simpelhed, minder os om at give tilbage, hvad vi selv har fået.
At give… tilbage?
En praksis vi i den vestlige verden har tendens til at glemme i vores travle hverdag. Glemmer at gemme overskud til andre og få smurt maskineriet, så trædemøllen ikke træder vande. Til forskel fra balinesernes daglige gaver, sparer vi danskere op til en særligt højtid: Julen.
I denne tid genfinder vi vores luthersk-evangelistiske rødder, hvor kærligheden for næsten er hovedpulsåren.Vi leder loftet igennem for nisser, julestjerner og barmhjertighed, som i denne kolde tid skal varme hjerterne på vores medmennesker. Om det er hyggen, årstiden eller det eksponentielle blodsukkerniveau, der gør det, er ikke til at vide, men faktum er, at julen hører særligt til i den danske kultur.
Vi kender juletiden, dens krydderier, granduft og lune hygge. Vi er traditionsbundne, og vi gør gerne, som vi altid har gjort. Men når omgivelserne skifter, skifter behovet for traditionen da også? Hvad nu hvis “Glædelig jul” blev til “Selamat Natal”? Mange udenlandske turister vælger Bali som destination i juleferien, også selvom traditionerne her ikke er som vi kender dem hjemmefra. I December måned er det regntid på Bali, hvilket vil sige, at der er store chancer for en ikke hvid, med våd jul. Alligevel er der mange ting at foretage sig, da temperaturen stadig er markant højere end en dansk december, og hotellerne, udstillingerne og byen pynter sig op i juledekorationer – blot iført badeshorts og klipklapper. Smukke lysdekorationer hænger i palmerne, og naturens lanterner, ildfluerne, lyser de mørke stier op i den lune nat. Den traditionelle indonesiske dessert, Bubur ketan hitam, er en brother from another mother til den danske risengrød, dog lavet af sorte ris og serveret med palmesukker og kokosmælk. Så rammerne for hygge er at finde, selv på denne siden af ækvator – men er behovet mættet?
Højtidelige højtider
Jeg spørger en taxichaffør, der er født og opvokset i den østvendte by Sanur, om han holder jul, eller om de har traditioner omkring juletid i deres familie. Han griner lidt og svarer mig, at han jo er hindu, og derfor ikke fejre den slags jul, som jeg kender til, men at balinesiske hinduer går meget op i højtider og hver måned fejre månens stadier med en ceremoni. Det var også i Sanur, vi var vidner til denne ceremoni, hvor de fejrede fuldmånen. Et optog af hovedbeklædte balinesere krydser et stykke hav for at tilbede et alter på en lille mole længere ude. De er iført den traditionelle sarong, som er et klæde brugt som skørt omkring livet, bundet med en gylden sash. Bag ørerne ligger våde yasminblomster i alle farver og fødderne er nøgne i sandet. Ritualet bliver udført i en samlet flok, og alle nyder hver især af den efterfølgende religiøse ro, der svæver i luften.
Her har de en helt anden opfattelse af ceremonier, end hvad jeg kender fra de danske højtider. Dette engagement og vigtighed kan jeg ikke andet end at blive misundelig på, for udbyttet af vores ceremonier bliver nogle gange degraderet til materialistiske størrelser. Pludselig er julen ikke næstekærlighed og hygge, men bliver en konkurrence om hvem, der har fået mest, hvad, der er størst og hvilken, der er bedst. En fælde, der måske er skabt af det pres vi, pålægger os selv i højtiden. Vi skal jo ALT, og ALT skal have en hyggelig effekt. Hvis den materialistiske jul vinder over den næstekærlige, bliver højtiden også skævvredet af den søgte perfektionskultur.
Perfekt forskellig
Jeg synes, at perfektheden ligger i forskelligheden. Når jeg møder nye kulturer og religioner, som de balinesiske hinduer, bliver jeg betaget af deres måde at opleve og forstå verden på. Sikken ualmindelig dydighed, at de hver dag tager sig tid til at flette og fylde små ofringskurve til deres guder. Måske vi i disse tider skal tage ved lære af de fremmede himmelstrøg. Måske vi skal begynde at se værdien i de små ting. De ting, eller nærmere, de handlinger, der egentlig har værdi i sig selv. Når alt kommer til alt, er det jo ikke afgørende om julemiddagen står klar kl. 18 sharp. Måske er det vigtigere, at maden er fremstillet med tid og kærlighed. Og måske var det i år lillebrors tur til at lære at lave de brunede kartofler. Det er i mødet med andre mennesker, deres kultur og religion, at vi kan adoptere hinandens ritualer og præmisser, og koge forskellige opfattelser af det samme sammen. De små daglige ofringer var til minde om at give tilbage, hvad man selv har fået. Omsat til et dansk kulturelt perspektiv kan det måske i al sin simpelhed betyde, at vi skal huske at gengælde et smil, at høre hinanden om vi har det godt, at tale i en ordentlig tone, at holde døren for den næste og bage ekstra klejner til den ældre dame, der bor i 2. tv.
Gem overskud og giv tilbage.
Gode gerninger gavner.
Glædelig jul.
